Gråkjær har indgået aftale med DLG Øst om opførelse af 730 kvm kontorhus i Bårse ved Præstø. DLG samler sine administrative medarbejdere på Sjælland et sted og bygger derfor et nyt kontor til det eksisterende i Bårse. På grunden ligger i forvejen foderstof, butik og administrationsbygning, som nu udvides.
Det nye kontor er tegnet af PLH Arkitekter og forbindes til det eksisterende kontor med en ti meter lang gangbro.
– Vi ser frem til at give DLG en flot administrationsbygning der kan samle medarbejderne og give dem et godt arbejdsmiljø, siger Benny Hansen, regional salgschef hos Gråkjær.
Automatisk solafskærmning
For at sikre medarbejderne størst mulig komfort i deres nye omgivelser, udstyres bygningen med klimaanlæg med ventilation og køling samt automatisk solafskærmning. Det skal give de ansatte et godt fysisk arbejdsmiljø i den nye bygning.
Byggeriet bliver opført i to etager i betonelementer og cementfiberplader med alu-vinduer. På taget udstyres bygningen med solceller, der skal stå for en del af energiforsyningen til administrationsbygningen.
Projektet opføres af Gråkjær i totalentreprise og MOE Vordingborg er bygherrerådgiver på projektet.