– Vores vision i Gladsaxe er, at alle borgere kan leve et aktivt, selvstændigt og sundt liv. Ved at samle alle vores faglige kræfter på ét sted understøtter vi, at borgerne får et koordineret, tværfagligt og helhedsorienteret tilbud, siger 1. viceborgmester Serdal Benli ifm. første spadestik til det nye Sundheds- og Beskæftigelseshus.
– Samtidig får vi et hus, der åbner sig mod lokalsamfundet og er et attraktivt sted for både virksomheder og civilsamfund, tilføjer han.
Et nyt, grønt område
Huset og omgivelserne omkring det nye Sundheds- og Beskæftigelseshus på Fremtidsvej har fået navnet Buddinge Byport.
Tidligere har bygningerne rummet den gamle politistation, dommerbygningen og retsbygningen, og senest har der været Verdensmålshus i den gamle politistation. Sundheds- og beskæftigelseshuset bliver dobbelt så stort som det nuværende Verdensmålshus.
Læs også: Vinderen er fundet: Maritimt center bliver levende, åbent og inviterende
Planen er, at hele området bliver transformeret til et nyt, smukt og unikt område, der både er grønt af træer og med f.eks. taghaver. Ud over det nye hus skal der også være private boliger, virksomheder og café i området. Omkring det nye hus kan der også foregå udendørs træning og forhåbningen er, at der kommer mere liv og aktivitet i området.
Efter planen åbner sundheds- og beskæftigelseshuset i 2026.
Nordstern er totalentreprenør og har udarbejdet projektforslaget sammen med et team, som består af Henning Larsen, Rambøll og Danielsen Urban Landscape.