Ifølge en analyse fra den grønne tænketank The Ellen MacArthur Foundation er der i den danske byggebranche et potentiale på 6,5-9,0 milliarder kroner om året ved at fremme såkaldt cirkulær økonomi, blandt andet gennem øget genbrug af byggeaffald og genanvendelse af brugte byggematerialer.
Det er et emne, gulvproducenten Atro har taget fat på. Efter deres eget udsagn leverer de cirka 65 procent af de sikkerhedsgulve, der anvendes i Danmark. Og ud over at have fokus på, at gulvene skal bevare skridsikkerheden gennem hele levetiden, er virksomheden i stigenge grad begyndt at bruge genbrugsmaterialer i produktionen. På nuværende tidspunkt indeholder et sikkerhedsgulv fra Altro således op mod 20 procent genbrugsmaterialer i form af blandt andet vinylfraskær og genbrugsglas.
– Alle vores produkter fremstilles af materialer i højeste kvalitet, og gulvene er samtidig 100 procent genanvendelige, før de installeres. Det betyder, at enhver form for fraskær og gulvrester, der er tilbage, når installationen af sikkerhedsgulvene er udført, kan genanvendes i fremstillingen af nye sikkerhedsgulve, fortæller Michael Persson, områdeleder for Altro i Danmark, Norge og Sverige, i en pressemeddelelese.
Lukket kredsløb
Altro fortæller, at de var den første producent i verden, som investerede i et komplet genanvendelsessystem til sikkerhedsgulve. Det betyder, at virksomheden i dag har et lukket kredsløb i produktionen med en affaldsprocent på nul i forhold til de materialer, som indgår i sikkerhedsgulvene.
– Samtidig øger vi løbende procentdelen af genbrugsmateriale, der anvendes i produktionen, og vi genanvender over 500 tons vinyl om året. På den måde bidrager sikkerhedsgulvene ikke kun til at reducere skridrisikoen i danske byggerier markant gennem hele den tid, de er i brug. De bidrager også til at styrke den bæredygtige profil og løfte den store opgave med at bygge mere ressourceeffektivt, siger Michael Persson.
Take-back-ordning
Genbrugsmaterialerne til fremstillingen af Altros sikkerhedsgulve kommer blandt andet fra den succesrige take-back-ordning Recofloor, som Altro sammen med en anden gulvproducent grundlagde tilbage i 2009. Via Recofloor er det lykkedes at indsamle i alt over 2.500 tons genbrugsmateriale, og i dag er ordningen udbredt til England, Irland, Australien og New Zealand.
Altro oplyser i øvrigt, at de samarbejder med flere nationale brancheorganisationer og en lang række andre gulvproducenter om etablering eller fremme af tilsvarende take-back-ordninger i andre europæiske lande – eksempelvis den svenske ordning GBR Golvåtervinning.
Genanvendeligt sikkerhedsgulv
Derudover står Altro bag sikkerhedsgulvet Altro XpressLay, der udgør det, som producenten selv kalder for verdens første sikkerhedsgulv, der kan genanvendes 100 procent – også efter det har været installeret. Det skyldes, at Altro XpressLay er designet til installation uden brug af lim, så eventuelle limrester ikke udgør en udfordring i forhold til genanvendelse.
– Der hersker ingen tvivl om, at byggebranchen fremover vil orientere sig stadigt mere mod genanvendelighed. Der efterspørges produkter, som bidrager til at reducere det miljømæssige aftryk og gør det lettere for arkitekter og rådgivere at efterleve kravene til certificering inden for ordninger som DGNB, LEED og BREEAM. Derfor er det helt afgørende for branchen, at vi som producenter viser vejen og arbejder målrettet på at levere de genanvendelige produkter, der skal til for at understøtte og fremme den grønne udvikling, understreger Michael Persson.