Rockwool genanvendelsesordning
- Rockwool A/S har et samarbejde med genanvendelsesvirksomheden RGS 90, hvor Rockwool isolering og akustikplader fra søsterselskabet Rockfon kan indleveres.
- Affald fra bygge- og anlægssektoren udgør vægtmæssigt 1/3 af den samlede mængde affald i Danmark, og med genanvendelsesordningen kan derfor spares en masse ressourcer.
- Alt affald kvalitetskontrolleres, inden det sendes videre til at indgå i fremstillingen af nye produkter hos Rockwool.
- I modsætning til traditionelt genbrug, hvor de genbrugte materialer kan have en ringere kvalitet end produkterne fra nye materialer, så up-cycles affaldsprodukter fra Rockwool og Rockfon til nye produkter, der har samme kvalitet som hvis de var fremstillet af nye ressourcer.
- I gennemsnit består Rockwool stenuldsisolering af 37 procent genbrugsmateriale og restaffald.
- Kun to procent af den mængde restaffald, som Rockwool modtager, kan ikke genanvendes i produktionen.
I Aarhus er den nye bydel, Ceres Byen, ved at blive opført. Der er tale om et stort projekt, og der bygges både boliger, arbejdspladser og uddannelsessted, som skal huse flere tusinde mennesker i hjertet af Aarhus. Projektets omfang betyder, at der vil være en stor mængde restaffald. Det har fået tagentreprenør på byggeriet, Tagpap A/S, til at vælge Rockwool produkter og dermed også virksomhedens genanvendelsesordning. Det skriver Rockwool i en pressemeddelelse.
Oprindeligt var planen, at tagene på den nye bydel skulle isoleres med en anden type isolering end stenuld. Men da Tagpap A/S blev valgt som tagentreprenør på projektet, kunne de hurtigt se, at den anden isoleringsløsning ikke kunne betale sig, når de efterfølgende skulle af med restaffaldet.
Besparelse
– Selvom Rockwool-produkterne var en smule dyrere end den oprindelige isoleringsløsning, er det ikke til at komme uden om, at virksomheden har en genanvendelsesordning, der gør livet lettere for os håndværkere – både praktisk, men også økonomisk. Hvis vi havde beholdt den anden isoleringsløsning, skulle vi både leje containere og kran. Ved første øjekast så det alternative produkt billigere ud, men når man tænker hele processen ind, var produkterne fra Rockwool mere ressourceeffektive, lyder argumentationen fra Tagpap A/S.
Udover at have en økonomisk besparelse peger tagfirmaet også på det bæredygtige aspekt ved genanvendelsesordningen, hvor restaffaldet fra isoleringen bliver genanvendt til nye produkter i en lukket cirkel.