Gammelt mineområde lægger jord til Kirunas nye hospital

Hele Kiruna by, der ligger nord for polarcirklen, skal flyttes tre km mod øst for ikke at falde ned i den underliggende mine. Nu er Sweco udpeget til at designe byens nye hospital.
Foto af et jord- og græsfarvet landområde. I baggrunden ses to høje bygninger
Det er her – ca. tre km fra den nuværende bymidte – at byens nye hospital skal opføres. Hospitalet har ikke været til at flytte, hvilket ellers har været tilfældet med flere især historiske huse, der via lastbil er trillet i sikkerhed. Foto: Region Norrbotten

Turister er i årevis valfartet til Kiruna, Sveriges nordligste by, for at se det grønne nordlys danse på himmelen eller overnatte på ishotel. Sammen med turismen er byens omfangsrige jernmalmmine eksistensgrundlag for Kirunas godt 16.000 indbyggere.

Men minen – der løbende udvides mod nord – truer også byens eksistens. De sidste mange år er store sprækker opstået over minen, og byen er derfor blevet genstand for et gigantisk flytteprojekt, der skal flytte hele byen tre km mod øst.

Læs også

Brugte tegl fra kirkegårdsmur indrammer nybyggeri på Bispebjerg

Niras står sammen med andre virksomheder for at danne en ny samlende bymidten i den nye Kiruna. Analysechef Thomas Hellström forklarede Kirunas dilemma således i 2016:

– Kirunas bymidte vil styrte sammen inden 2040. Huse og jorden syd for bymidten er allerede begyndt at revne. Det skyldes, at minerne bliver udvidet mod nord, og bymidten i dag ligger lige ovenpå. Ved bare at flytte bymidten tre kilometer østpå er den i sikkerhed, fordi minen løber mod nord.

Bygges i et gammelt mineområde

Nu er der kommet navn på, hvem der skal designe byens nye regionshospital i det store byomdannelsesprojekt. Bygherren Region Norrbotten har udpeget Sweco til at udvikle det nye regionshospital og landskabet omkring.

Kirunas nye hospital skal bygges i et gammelt mineområde. Swecos opgave er, at hospitalet kan levere de samme sundhedsydelser som det nuværende hospital, men i forbedrede, rationaliserede og fremtidssikrede lokaler.

Ann-Louise Lökholm Klasson
Ann-Louise Lökholm Klasson, der er business area president for Sweco i Sverige, stiller med et tværfagligt team med både lokal ekspertise samt avancerede ingeniør- og arkitekturkompetencer. Foto: Anna W Thorbjörnsson

– Vores mål er ikke kun at skabe et hospital, der opfylder nutidens sundhedsbehov, men et, der også er bæredygtigt, robust og tilpasset fremtiden, siger business area president for Sweco i Sverige, Ann-Louise Lökholm Klasson.

Planlægger et skelsættende byggeri

Sweco har stor erfaring med at rådgive kunder inden for sundhedsvæsenet i blandt andet Norge, Sverige, Belgien og Luxembourg. Planlægning, design og optimering af hospitaler og andre sundhedsorienterede byggeprojekter står bl.a. på cv’et.

I Kiruna skal den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed bl.a. planlægge og designe bygningen og omgivelserne og sikre, at projektet ikke kun opfylder de funktionelle krav. Planen er, at det nye hospital bliver et skelsættende byggeri, som Kiruna-beboerne kan være stolte af.

Læs også

Afsætter 90 mio. kr. til nyt sygehuslager – 6 km væk

– Sweco har betydelig erfaring med at planlægge, designe og lede byggeprojekter for hospitaler. Vi støtter Region Norrbotten med et tværfagligt team, der kombinerer lokal ekspertise, avancerede ingeniør- og arkitekturkompetencer – og som kan klare de unikke udfordringer ved at bygge nord for polarcirklen, siger Ann-Louise Lökholm Klasson.

Som ledende konsulent vil Sweco tage det overordnede ansvar for programdokumentationen og trække på en lang række af Swecos kompetencer og ekspertiseområder for at sikre effektiv planlægning og eksekvering.

Det nye hospital forventes at stå klar omkring 2029-2031.

Relateret indhold