Gladsaxe Kommune har indgået kontrakt med det vinderteam, som over de næste fem år skal føre kommunens planer for fremtidens læringsmiljø på Søborg Skole ud i livet. Det blev et erfarent hold bestående af JJW Arkitekter, Keingart, Sinuz rådgivende ingeniører og Jørgen Nielsen rådgivende ingeniører, der skal stå for modernisering, renovering og udbygning, som skal skabe nye rummelige rammer for læring og nye sammenhænge på tværs af årgange og funktioner på skolen.
Der er afsat 180 millioner kroner til projektet, der udvider den eksisterende skole til tre spor fordelt på cirka 11.500 kvadratmeter.
Hos JJW Arkitekter og resten af vinderholdet glæder man sig over at få lov til at udvikle rammerne for fremtidens læringsmiljø på Søborg Skole.
– Søborg Skole er bygget i en anden tid – eller rettere i mange tider, hvor skolens forskellige bygninger hver især er bygget ud fra den tids ideer om, hvordan læring skal udfolde sig. Det er godt byggeri, men det understøtter ikke moderne krav til faciliteter og læringsmiljø. Derfor glæder vi os over, at Gladsaxe Kommune har valgt at prioritere børnenes læringsmiljø højt og benytte denne sporudvidelse til at løfte hele skolens læringsmiljø. Vi vil bruge al vores erfaring til at skabe en ny sammenhængende skole med plads til alle typer af læring – både fagligt og socialt, siger partner og kreativ direktør Katja Viltoft.
Den nye Søborg Skole forventes at stå klar til brug sommer 2025.