Frederiksberg går til kamp mod skybrud

Frederiksberg Kommune er godt i gang med regnvandssikring flere steder i kommunen. På Betty Nansens Allé afprøver man en ny metode med modulopbyggede magasiner under alléen.
Det modulære system bliver bygget sammen, så det matcher behovet på Betty Nansens Allé. Anlægget skal bl.a. tilbageholde vand fra området omkring de nye boliger og plejehjem på Betty Nansens Allé. Foto: UWR
Det modulære system bliver bygget sammen, så det matcher behovet på Betty Nansens Allé. Anlægget skal bl.a. tilbageholde vand fra området omkring de nye boliger og plejehjem på Betty Nansens Allé. Foto: UWR

Etablering af skybrudssikring

  • Supplerende adresse: Betty Nansens Allé
  • Byggestart: September 2023
  • Forventes færdigt: Marts 2024
  • Estimeret budget: 15 mio. kr.
  • Omfang: Projektet omfatter etablering af en forsinkelsesvej, som skal tilbageholde vand blandt andet fra området omkring de nye boliger og plejehjem på Betty Nansens Allé.
  • Bygherre: Frederiksberg Kommune
  • Involveret i projektet: Frederiksberg Spildevand
  • Totalrådgiver og ingeniør: Artelia
  • Landskabsarkitekt: Niels Lützen Landskabsarkitekter
  • Hovedentreprenør: MøllerLøkkegaard
  • Kilde: SMART/Byggefakta

Frederiksberg skal gøres mere robust over for klimaforandringerne og skal tilpasses både skybrud og mere regn men også til tørke og højere temperaturer. Der er derfor flere klimatilpasningsprojekter i gang i kommunen.

Bl.a. er der planer om at klimasikre Fuglebakkekvarteret, ligesom man ser på mulighederne for at bruge Skt. Jørgens Sø i skybrudssikringen af Frederiksberg og Nørrebro. Dette projekt er dog udsat til der er afklaring på en potentiel, delvis nedrivning af Bispeengbuen, om den ‘hemmelige’ Ladegårds Å skal frem i lyset og om der skal etableres en grøn engpark i området.

På Egernvej og på Betty Nansens Allé er man allerede i gang med klimasikringsprojekter, der begge steder forventes færdige i foråret 2024.

Skybrudsprojekterne er en del af Frederiksberg Kommunes ambition om – senest i 2036 – at være klar til at håndtere de udfordringer med regnvand og skybrud, som klimaforandringerne forårsager i de kommende år.

Kan forsinke 1.100 m³ regnvand

På Betty Nansens Allé gik anlægsfolkene fra hovedentreprenøren MøllerLøkkegaard i gang med arbejdet i september. De har gode erfaringer med regnvandsløsninger fra bl.a. Fremtidens Gårdhave, der blev kåret som vinder af Betoninnovations Prisen i juni i år.

Skybrudsprojektet på Betty Nansens Allé vil kunne forsinke ca. 1.100 m³ regnvand ved hjælp af magasiner anlagt under terræn i hele vejens strækning. Dertil anlægges grønne vejbede i vejens nordlige side med træer, buske og urter.

Anlægget skal bl.a. tilbageholde vand fra området omkring de nye boliger og plejehjem på Betty Nansens Allé. Ud over at forsinke skybrudsvand har projektet til formål at skabe grønne områder og nedsætte farten på vejen.

Opmagasinerer regnvandet

Det er den danske virksomhed Urban Water Retention (UWR), der står bag det modulopbyggede system til opmagasinering og håndtering af regnvand, der kommer til at ligge under alléen.

Anlægsfolkene fra projektets hovedentreprenør MøllerLøkkegaard er i fuld sving med at etablere det modulopbyggede system, der skal forsinke regnvandet på og ved Betty Nansens Allé. Modulerne er konstrueret i et kompositmateriale, der kan modstå den tungeste bymæssige trafikbelastning. Foto: UWR
Anlægsfolkene fra projektets hovedentreprenør MøllerLøkkegaard er i fuld sving med at etablere det modulopbyggede system, der skal forsinke regnvandet på og ved Betty Nansens Allé. Modulerne er konstrueret i et kompositmateriale, der kan modstå den tungeste bymæssige trafikbelastning. Foto: UWR

I dets samlede form udgør de modulære byggeklodser – i form af vandtætte beholdere – et firkantet rørsystem, der samles som moduler til ét eller flere sammenhængende og større vandtætte bassiner. Bassinerne forbindes i højde, bredde og længde afhængig af deres individuelle dimensionering og de specifikke forhold på nedsænkningsstedet.

Partner Lars Knudsen fortæller:

– Vi har forberedt os på dette første projekt med den modulopbyggede løsning i mere end fire år, så vi ser naturligvis frem til at afslutte installationen. Vi forventer at gennemføre arbejdet med færrest mulige gener for beboere og trafikanter, mens vi sikrer området og Frederiksberg denne miljøvenlige og bæredygtige løsning.

Alle p-pladser bevares

Dimensioneringen og placeringen af systemet beror på kommunens undersøgelser og vurderinger, ligesom det er kommunens beslutning, hvordan det opmagasinerede skybrudsvand genudledes fra det lukkede bassinsystem.

For den kommende løsning under Betty Nansens Allé har Frederiksberg Kommune valgt at genudlede vandet gennem det eksisterende kloaksystem, når belastningen af kloaksystemet efter skybruddene atter tillader det.

Der nedlægges ikke bilparkeringspladser i forbindelse med projektet, oplyser Frederiksberg Kommune.

Relateret indhold