Fra svømmehal til -arena: Godt nyt til de badeglade

Efter forsinkelse og et langt højere budget ser det ud til, der er styr på de sidste detaljer i forbindelse med udvidelsen af Helsingør Svømmehal, der nu bliver til en 9.000 kvm svømmearena.
Visualisering af to forskellige bygninger med græsrabatter omkring. I forgrunden en vej med gående, der er på vej hen til den nye svømmearena
Nyt og gammelt bygges sammen og bliver tilsammen en 9.000 kvm stor svømmearena med bl.a. børne- og morskabsbassin, sauna, dampbad og koldtvandskar. Visualisering: Nøhr & Sigsgaard

Til efteråret kan de første af Helsingørs elite- og foreningssvømmere hoppe i det nyrenoverede 50 meter bassin i Helsingør Svømmehal. Også de nyrenoverede omklædningsrum mv. i den eksisterende hal åbner her. De vil nu indeholde både handicap-, gruppe- og familieomklædningsrum.

De badeglade må dog vente til starten af 2026 med at tage et nyt 25-meters bassin, et varmtvandsbassin og et kombineret børne- og morskabsbassin i brug. Derudover er der også blevet plads til en sauna, et dampbad og et koldtvandskar i den nye hal.

Læs også

Byudvikling: Småkagen erstatter forladt fabriksgrund

Denne bygges sammen med den eksisterende med aktivitetsrum. Også et moderniseret billet-, – ankomst og venteområde er stillet helsingoranerne i udsigt.

Der etableres dertil samværsarena for foreninger og gæster, sundhedscenter med træningsfaciliteter samt møde- og undervisningsfaciliteter i de sammenlagte lokaler, der nu får navnet Helsingør Svømmearena.

Indvendig sandblæsning

Projektet der, ifølge Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter, har et budget på 191 mio. kr., har været ramt af forsinkelser og budgetstigninger. Idræts- og Fritidsudvalget har derfor fulgt byggeriet nøje i byggeperioden, der startede i januar 2024.

Illustration af tre bygninger der er bygget sammen. Forrest indgangsparti
Den nye del af den kommende svømmearena er ved at blive opført på et tomt stykke jord ved siden af den eksisterende svømmehal. Illustration: Sweco

Undervejs er der bl.a. opdaget uforudsete skader i den gamle hal. Dette har krævet indvendig sandblæsning af hele udligningstanken pga. tæring, påføring af en ny membran på tankens vægge og lofter samt betonreparationer i kælderen.

Læs også

Et modigt koncept: Vinderteams vilde forslag vil skabe flodliv i Randers

Det er arkitekt- og ingeniørvirksomheden Sweco, der er totalrådgiver på projektet, som Tegnestuen Mejeriet er Bygherrerådgiver på. Nordjyske Svend Aage Christiansen er totalentreprenør på projektet, mens Aqua-Teknik står for det vigtige vandbehandlingsanlæg.

Relateret indhold