Forventning om DGNB guld til nyt kontorhus på gammel gasgrund

En stor oprydningsopgave er afsluttet og om få uger påbegynder NCC elementmontagen til Flintholm Company House II.
Udgravningen er tilendebragt, og nu skal NCC i gang med de to underjordiske etager med p-kælder samt seks etagers kontorer over niveau. Yderst til høje kan man ane den gamle gastank, der er integreret i spunsen. Foto: Torben Jastram.
Udgravningen er tilendebragt, og nu skal NCC i gang med de to underjordiske etager med p-kælder samt seks etagers kontorer over niveau. Yderst til høje kan man ane den gamle gastank, der er integreret i spunsen. Foto: Torben Jastram.

Flintholm Company House II

  • Udvikling: NCC Property Development
  • Arkitekt: Vilhelm Lauritzen Arkitekter
  • Totalentreprenør: NCC Building
  • Størrelse: 8.300 kvm. + 5.700 kvm. P-kælder
  • Kommende lejer: EY

FREDERIKBERG: Solen bager og vinden er stort set fraværende denne juliformiddag, så der er varmt under hjelmene for håndværkerne på bunden af den cirka syv meter dybe udgravning til fundamentet af det, der skal blive til EY’s nye domicil på Frederiksberg. NCC er gået i gang med at støbe i den ene side, mens et par gravemaskiner arbejder med de sidste forberedelser i den anden side af udgravningen.

– Selvom det har været en varm periode, så er vi nu ganske godt tilfredse med det tørre forår. Det har været perfekt til den store udgravning og bortkørsel af jord. Vi har fjernet omkring 24.000 kubikmeter, så der bliver plads til to etagers parkeringsanlæg under jorden, fortæller projektchef Frederik Lie Rosenfeldt Christiansen, NCC, til Dagens Byggeri, da vi besøger pladsen.

De øverste cirka to meter var stærkt forurenet, så det krævede en særlig tilladelse fra Arbejdstilsynet at udføre opgaven. Det var i begyndelsen med heldragter, åndedrætsmasker og overtrykskabiner.

Projektchef Frederik Lie Rosenfeldt Christiansen NCC

Den gamle gasgrund er blevet oprenset, og NCC opfører endnu et Company House på stedet. Der bliver tale om cirka 8.300 kvadratmeter kontor, som fremover blot får én lejer, idet EY (Ernst & Young) skal have bygningen som nyt domicil fra slutningen af 2019.

EY’s nuværende hovedkontor er nabo til den grund, hvor NCC udvikler og opfører det nye domicil, som er designet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Ejendommens facader udformes af klart og matteret glas, stål og aluminium bearbejdet i varme nuancer, som vil få skabe en god overgang til de omkringliggende bygninger.

Ejendommen skal DGNB-bæredygtighedscertificeres, og målet er en guldkarakter. Projektet er allerede blevet præscreenet af Green Building Council Denmark og holder kravene til guld.

Gammel tank integreres

Arbejdet med oprensning og bortkørsel af den forurenede jord begyndte i februar.

– De øverste cirka to meter var stærkt forurenet, så det krævede en særlig tilladelse fra Arbejdstilsynet at udføre opgaven. Det var i begyndelsen med heldragter, åndedrætsmasker og overtrykskabiner. Desuden skulle lastbilerne overdækkes, når de kørte bort, siger projektchefen.

Også selve den gamle gastank – som integreres som en del af spunsen – var forurenet i den yderste del, fordi der var trukket cyanid ind i betonen.

– Her har vi høvlet nogle milimeter af kanten for at fjerne forureningen, siger han.

Arbejdet med den forurende jord er for længst et overstået kapitel, og nu handler det om at støbe færdig, så man er klar til at begynde at rejse elementer i starten af august.

– Vi overholder planen og er generelt godt med. Tårnkranen kommer snart. Vi skal op i seks etager over jorden, så der er nok at se til. Jeg forventer, at vi kan påbegynde apteringen sidst på året, forklarer senior projektchef Shoukat Naeimi, NCC.

Entreprenørkoncernen har ud over 12-13 funktionærer i øjeblikket omkring 25-30 timelønnede i gang på pladsen. Et tal der vil stige til 60-65 personer i spidsbelastningerne.

– En del er vores egne folk – beton, spuns, udgravning, ingeniør – og resten er underleverandører, der er hyret ind til denne opgave, siger Shoukat Naeimi.

Nabohåndtering

Byggeriet foregår på den sidste ledige plads i området, så der er masser af naboer at tage hensyn til – både private og erhverv. Derfor forsøger NCC at opretholde en så god dialog med naboerne som muligt.

– Vi er naturligvis til gene, for vi både larmer og støver, og det er der desværre ikke så meget at gøre ved. Men generelt går det nu meget godt, og vi overholder naturligvis de krav, der fra kommunens side er stillet til os om, i hvilket tidspunkt der må arbejdes, siger Shoukat Naeimi.

Nabohåndtering er som regel et problem, når der er tale om byggepladsen midt i byen, og det kan de to projektchefer sagtens forstå.

– Det er klart at folk gerne vil have fred og ro hjemme på altanen, når de har fri fra arbejde. Sådan har vi det allesammen, og vi forsøger at tage alle de hensyn, vi kan. Til august holder vi grundstensnedlæggelse, og så inviterer vi alle naboerne. Vi forsøger at være smidige og fleksible, men der findes desværre ikke stille byggepladser, siger Frederik Lie Rosenfeldt Christiansen.

Senior projektchef Shoukat Naeimi (t.v.) og projektchef Frederik Lie Rosenfeldt Christiansen fra NCC Building leder byggeriet af det nye Company House ved Flintholm. Foto: Torben Jastram.
Senior projektchef Shoukat Naeimi (t.v.) og projektchef Frederik Lie Rosenfeldt Christiansen fra NCC Building leder byggeriet af det nye Company House ved Flintholm. Foto: Torben Jastram.

Relateret indhold