Første “hammerslag” på Dipylon Hus i Carlsberg Byen

Byggeriet af Dipylon Hus blev igangsat i dag.
Jens Nyhus (th.), adm. direktør i Carlsberg Byen, og Poul Schülein, partner hos Arkitema Architects, slog i dag det første hammerslag til Dipylon Hus. Foto: Carlsberg Byen.
Jens Nyhus (th.), adm. direktør i Carlsberg Byen, og Poul Schülein, partner hos Arkitema Architects, slog i dag det første hammerslag til Dipylon Hus. Foto: Carlsberg Byen.

I dag blev første “hammerslag” på Dipylon Hus i Carlsberg Byen slået, og dermed lød startskuddet til transformationen af 24 maltsiloer til 4.500 kvm erhverv og butikker med placering ud til Ny Carlsberg Vej.

Administrerende direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus, slog sammen med Poul Schülein, partner hos Arkitema Architects, det første hammerslag til Dipylon Hus, som bliver opført side om side med den ikoniske, fredede Dipylonport og det ligeledes fredede Ny Carlsberg Bryghus.

– I Carlsberg Byen har vi en helt unik eksisterende bygningsmasse med en sjæl og historie, som det er vigtigt for os at bevare i udviklingen af bykvarteret. Denne bevaringsværdige bygning er et godt eksempel på kvaliteterne i de eksisterende bygninger, og jeg glæder mig til at se den omdannet til en moderne erhvervsejendom med respekt for det oprindelige udtryk, sagde Jens Nyhus, administrerende direktør i Carlsberg Byen P/S i forbindelse med startskuddet på projektet.

Forvandling

Som nabo til Ny Carlsberg Bryghus indeholdt bygningen tidligere siloer til brug for ølbrygningen, men de vil undergå en forvandling til en multifunktionel bygning med erhvervsfunktioner, butikker og cafeer/restauranter.

Bygningen får tilført en tagetage i let konstruktion med en østvendt tagterrasse. Stueetagen skal efter planen åbnes op med en gennemgående restaurant, der strækker sig fra Ny Carlsberg Vej til pladsen Bag Elefanterne mod nord og skal således understøtte Carlsberg Byens vision om et bykvarter med liv både inde i og mellem bygningerne.

Dipylon Hus bliver på seks etager plus kælder og vil, når det står færdig og er klar til indflytning i udgangen af 2017, indeholde cirka 3.600 kvm kontor og 760 kvm café/restaurant.

Byggeriet er tegnet af Arkitema Architects og ombygges af totalentreprenør MT Højgaard A/S i samarbejde med ingeniørvirksomheden EKJ.

Relateret indhold