Forslag: Giv klimavenlige projekter en forlomme i sagsbehandlingskøen

Dansk Ejendomsmæglerforening er dykket ned i tallene for ventetider på kommunale sagsbehandlingstider på mindre byggesager og er ikke imponeret. Et fasttrack-system vil være en fordel for både klimaet og ventetiden, lyder det.
Der er blevet længere ventetid i 59 kommuner for de borgere, der ønsker at bygge et enfamiliehus. Selv simple ombygninger tager sin tid, viser en opgørelse, som Dansk Ejendomsmæglerforening har foretaget. Foto: Getty Images
Der er blevet længere ventetid i 59 kommuner for de borgere, der ønsker at bygge et enfamiliehus. Selv simple ombygninger tager sin tid, viser en opgørelse, som Dansk Ejendomsmæglerforening har foretaget. Foto: Getty Images

Man skal have god tålmodighed, hvis man som boligejer ønsker at bygge om i sin nuværende bolig eller vil bygge et enfamiliehus, viser en opgørelse, som Dansk Ejendomsmæglerforening har foretaget over sagsbehandlingstider i 2022.

Til trods for et servicemål på 40 dages ventetid på sagsbehandlingen for simple konstruktioner samt enfamiliehuse er der stadig mange kommuner, der halter efter med lange ventetider til følge.

Det er langt fra tilfredsstillende for Dansk Ejendomsmæglerforenings direktør Ole Hækkerup:

– Det er simpelthen ikke godt nok, at danskerne i nogle kommuner skal vente et halvt år eller længere. Vi kan se enkelte kommuner, hvor ventetiden på simple konstruktioner er tæt på eller over 1 år. Det må kunne ændres, siger han.

40 kommuner har fået længere ventetid på sagsbehandlingen for simple konstruktioner, mens 59 kommuner har fået længere ventetid på tilladelse til at bygge et enfamiliehus. Det til trods for, at kommunerne har færre sager, viser ejendomsmæglerforeningens gennemgang.

Og det er ikke kun sagsbehandlingstiden for enfamiliehuse og simple konstruktioner, der halter efter servicemålene: Når det kommer til industri- og lagerbygninger, er det hele 54 kommuner, som ikke lever op til servicemålet; for etagebyggeri til brug for erhverv er det 49 kommuner, hvor ventetiden er højere end servicemålets 55 dage, mens det for etagebyggeri til brug som bolig er 63 kommuner, hvor man venter længere, end servicemålet siger.

Fasttrack til fordel for klimaet

Ole Hækkerup mener, at det er et problem for den enkelte borger, når det tager lang tid at få sin byggesag behandlet i kommunen. Der er spild af tid, og gør dertil planlægningen for entreprenører og håndværkere besværlig. Og ventetiden koster.

Derfor anbefaler Dansk Ejendomsmæglerforening, at man fra politikernes side kigger på et fasttrack-system, der giver en ventetidsmæssig fordel, hvis en sag indeholder klimatiltag ud over, hvad der kræves i byggeloven. Så skal sagsbehandlingen holdes under 30 dage, foreslår foreningen, der forventer, at et sådan tiltag både vil give kortere sagsbehandlingstid og motivere bygherre til at tænke mere klimavenligt.

Det vil være effektivt, og vil samtidig gavne klimaet, forudser ejendomsmæglerforeningen.

Relateret indhold