Forskningsbyggeri opføres millimeterpræcist

Opførelsen af en stor testhal til DTU Vindenergis forskning sker uden tolerancer. Tonstunge plinte skal placeres på millimeteren.
Der skal blandt andet testes lange vindmøllevinger i den nye forskningsbygning. Illustration: Dansk Halbyggeri.
Der skal blandt andet testes lange vindmøllevinger i den nye forskningsbygning. Illustration: Dansk Halbyggeri.

DTU Large Scale Facility

  • DTU Large Scale Facility til test af store strukturer bygges til DTU Vindenergi af Dansk Halbyggeri med Bygningsstyrelsen som bygherre. Faciliteten er en del af Villum Center for Advanced Structural and Material Testing (CASMaT).

Det er ikke kun i Lyngby, DTU har vokseværk. Også på DTU’s Campus Risø ved Roskilde skal nyt byggeri skabe optimale rammer for DTU’s forskning. Visionen for det nye byggeri er at etablere en unik facilitet til forskning i styrke og udmattelse af store konstruktioner, som er udsat for komplekse belastninger – typisk vindmøllevinger.

– Det er et spændende, stort og komplekst byggeri af international standard, lyder det fra Dansk Halbyggeri, som er totalentreprenør på bygningen med Bygningsstyrelsen som bygherre.

Der er ingen tolerance, når vi etablerer plinte – det skal være milimeterpræcist, for der er ingen plads til variation på denne type byggeri.

Birger Holm Projektchef, Dansk Halbyggeri

Byggeriet går under navnet DTU Large Scale Facility, og det er, som navnet antyder, også rigtig store emner, der skal håndteres i den nye testhal på 1.560 kvm. Her skal vindmøllevinger på op til 45 meter samt andre slanke konstruktioner udsættes for forskning og avancerede testmetoder af DTU Vindenergi.

Meget præcist

Testhallen bygges med forstærket gulv og forsynes blandt andet med tonstunge plinte, som er de store betonklodser, de meterlange vindmøllevinger fastgøres til med bolte under testforsøgene. Og de stiller krav til stor nøjagtighed i detaljen.

– Der er ingen tolerance, når vi etablerer plinte – det skal være milimeterpræcist, for der er ingen plads til variation på denne type byggeri, siger projektchef i Dansk Halbyggeri, Birger Holm.

Forsøgshallen opføres desuden med en personalebygning i to etager på 460 kvadratmeter. Personalebygningen indeholder kontrolrum, værksted, depoter, besøgscenter og diverse servicefaciliteter. Dansk Halbyggeri er netop begyndt på projektet og forventer projektet afsluttet i første halvår af 2017.

Relateret indhold