Region Syddanmark opfører i disse år psykiatribyggerier, der skal sikre moderne og opdaterede rammer for de borgere, der har brug for hjælp og behandling.
Desværre er anden etape af byggerierne i Aabenraa og Esbjerg ramt af forsinkelser. I Aabenraa drejer etapen sig om opførelse af døgnfunktioner for voksen- og børne- og ungdomspsykiatri, og i Esbjerg handler det om renovering og udbygning af den gamle hovedbygning og tre døgnafsnit.
Facadeproblemer
Det forventes nu, at byggeriet i Aabenraa kan afleveres i slutningen af maj 2015, og at afdelingerne kan flytte ind i slutningen af september. Forsinkelsen skyldes blandt andet problemer med facader, forsinket levering af betonelementer og fejl i slidlag på en del af gulvene. Fejl og mangler i projektmaterialet har desuden resulteret i ekstraudgifter, og det har været nødvendigt at skifte tagkonstruktion undervejs. Udgifter forbundet med ikke mindst forsinkelsen og fejl og mangler i projektmaterialet vurderes pt. at medføre en overskridelse af anlægsbudgettet på 6-8 mio. kroner. Det fortæller Psykiatrien i Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Budgetoverskridelser
Under renoveringen af den gamle hovedbygning i Esbjerg har det vist sig, at bygningen er i væsentligt dårligere stand, end totalrådgiveren i første omgang har vurderet, og entreprenøren havde forventet. Der er blandt andet utilstrækkelig brandsikring mellem etagerne, råd i en del af bjælkerne, forurenede bygningsdele og uforudsete kloakudfordringer.
Problemerne med hovedbygningen medfører en forsinkelse på tre måneder, og det forventes, at bygningen kan tages i brug i begyndelsen af november 2015. Samtidig indebærer merudgifter til renovering af hovedbygningen en risiko for, at projektet overskrider budgettet med op til 20 mio. kroner. For at holde omkostningerne nede er der fundet besparelser på otte mio. kroner. Den samlede overskridelse for anden etape af Esbjerg-byggeriet ventes derfor at blive op til 12 mio. kroner.
Ramt af problemer
For begge byggerier gælder, at der er en række uenigheder med rådgivere og entreprenører om ansvaret for forsinkelserne og ekstraudgifter som følge af påståede fejl og mangler i projektmaterialet. Nogle af tvisterne kan ende med voldgiftssager, hvorfor prognosen for økonomien fortsat er usikker.
– Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi nu må konstatere, at vores byggerier i Aabenraa og Esbjerg er ramt af problemer og forsinkelser, der får betydning for indflytningstidspunkt og anlægsøkonomi. Det beklager vi meget. Begge steder gælder det, at forsinkelserne skyldes udfordringer, som vi desværre ikke selv er herre over, men som vi arbejder stenhårdt på at begrænse konsekvenserne af, siger Jacob Stengaard Madsen, psykiatri- og socialdirektør i Psykiatrien i Region Syddanmark.
Formanden for psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiasen (DF), beklager også situationen.
– Vi må tage forsinkelserne til efterretning, og så gælder det om at holde fokus på det, der er formålet med det hele; nemlig at vi i sidste ende sikrer borgere med psykisk sygdom den bedst mulige behandling i tidssvarende rammer, siger han.
