Finalist #2 ved Årets unge FRI-rådgiver: Cowis måske allerbedste ekspert til test og godkendelse af PV-sol-anlæg

Jonatan Jyrkinewsky er finalist ved Årets unge FRI-rådgiver. Han er Head of Discipline i FRI-virksomheden Cowi, hvor han bl.a. har spillet en uvurderlig rolle i udviklingen af teknologien Grid Forming.
Jonatan Jyrkinewsky er 31 år og ansat som Head of Discipline i FRI-virksomheden Cowi i Odense.

Hvert år siden 2009 har Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI kåret Årets unge FRI-rådgiver, som er rådgivende ingeniør på maks. 35 år, der er ansat i en af foreningens medlemsvirksomheder, og som har udrettet noget ekstraordinært via sit talent og arbejdsindsats.

Kåringen af Årets unge FRI-rådgiver 2025 finder sted torsdag d. 6. marts under FRI’s årsmøde, og frem til dagen præsenteres her på Dagens Byggeri hver af de fem finalister.

Læs også

Finalist #1 ved Årets unge FRI-rådgiver: Finder energiløsninger for bryggerigigant på globalt plan

Den anden finalist er Jonatan Jyrkinewsky, som er 31 år og er ansat som Head of Discipline i FRI-virksomheden Cowi i Odense.

Jonathan arbejder med at sikre et stabilt forsyningsnet baseret på vedvarende energi, og gennem systemstudier og -beregninger analyserer han, hvordan energianlæg af alle typer og størrelser kan forbindes sikkert til elnettet, som er rygraden i den grønne omstilling:

Når mere energi kommer fra sol og vind, får vi et mere varieret elnet, hvor vi ikke kan skrue op og ned for kapaciteten på samme måde som tidligere. Hvis omstillingen fra fossil til vedvarende energi skal lykkes, skal forsyningsnettet hænge sammen og være stabilt.

Formidlingsstærk og praktisk tænkende

Grid Forming er en ny teknologi, som gør det muligt for energikilder som sol og vind at fungere som stabile strømkilder uafhængigt af det konventionelle elnet, og skal fremadrettet være med til at sikre stabiliteten, når de traditionelle fossile kraftværker, som har været rygraden i forsyningen hidtil, gradvist skal udfases.

I samarbejde med Better Energy og støttet af Cowi-udviklingsmidler har Jonatan med sin store tekniske ekspertise og sit arbejde med udvikling af automatiserede tests spillet en uvurderlig rolle i udviklingen af bl.a. Grid Forming.

Læs også

Årets unge FRI-rådgiver skal findes i et historisk stærkt felt

Better Energy anlægger vedvarende energiparker i stor skala, og Jonatan har været helt afgørende for deres proces.

Cowi udtaler, at han med sine faglige kompetencer måske er den allerbedste ekspert, de har til test og godkendelse af PV-sol-anlæg. Og de mener, at hans evne til lynhurtigt at se, hvor der kan opstå problemer, ganske enkelt giver både dem og kunden en konkurrencemæssig fordel.

Læs også

“Verdensklasse” – CCS-ekspert er Årets Unge FRI-rådgiver

Jonatan er projektingeniør i elektroteknik og specialiseret i højspændingsanlæg, mellemspændingsanlæg og elektriske installationer med fokus på simulering, modeludvikling og beregning.

Med sin baggrund som både elektriker og stærkstrømsingeniør har han en naturlig evne til at tænke i, hvordan tingene vil fungere i den virkelige verden. Og han kan kommunikere de tekniske problemer letforståeligt og visuelt, så kunderne føler sig velinformerede og trygge – også når de står overfor store, potentielt bekostelige, beslutninger.

Forretningssans og den internationale forbindelse

Jonatan har også øje for det forretningsmæssige. Med sit indgående kendskab til PV-sol-anlæg ved han, at kontrol og regulering spiller en stor rolle, når anlæg skal godkendes.

På den baggrund har Jonatan hjulpet ABB med at få godkendt deres in-house Power Park Controller (PPC), så den lever op til de fastsatte standarder for simuleringsmodeller på tværs af flere simuleringsprogrammer.

Sammen med ABB har Jonatan opdyrket et nyt forretningsområde for Cowi, som nu varetager opgaven med at udføre de modelleringopgaver, der er nødvendige for at skabe, teste og kvalitetssikre de producentspecifikke simuleringsmodeller af deres produkter.

Læs også

Ingeniørerne spiller en afgørende rolle i at gøre Danmark mere robust

I Jonatans disciplin er der tæt samarbejde med specialister i Polen. Her har han taget initiativ til at opbygge en lokal el-kompetence.

Samarbejdet med kollegaerne i Polen er et hjertebarn for Jonatan, og han har det som selvstændigt mål, at dette skal styrkes, da han ser det som en direkte vej til at lykkes med den grønne omstilling, eftersom vi ikke har (og ikke har udsigt til at få) nok specialister på el-området herhjemme.

Ved at arbejde på danske grønne projekter får de ekstremt kompetente og fagligt ærekære polske el-ingeniører værdifuld erfaring, de kan bruge, når de om nogle år skal omlægge landets eget forsyningsnet, lyder det.

Læs også

Global ingeniørmangel: Kampen om arbejdskraften bliver hård som aldrig før

Det er de unge rådgiveres ledere, der nominerer dem, og et udvalg i FRI’s bestyrelse, som udvælger de fem finalister i konkurrencen om årets pris. Alle fem finalister indstilles til den europæiske konkurrence EFCA Future Leader of the Year, og vinderen får desuden sponsoreret et undervisningsforløb, der kvalificerer til FIDICs Future Leaders Management Certificate.

Relateret indhold