For nogle uger siden blev det første spadestik taget til Nordeas nye hovedkontorsdomicil i Ørestad. Dermed er projektet, der har Rambøll som bygherrerådgiver, kommet planmæssigt fra start.
Ved udgangen af 2016 flytter Nordea fra Christiansbro i det centrale København til et spritnyt domicil i Ørestad Nord – lige ved siden af DR Byen. Ejendommen kommer til at bestå af to separate bygninger, der tilsammen vil danne daglig arbejdsplads for i alt 2500 medarbejdere. Bygningen er speciel, idet den blandt andet vil indeholde et ‘trading floor’ for over 600 dealere i ét stort rum.
Rambøll er bygherrerådgiver for Nordea Ejendomme, der er bygherre med Nordea bank som lejer. Og hos Rambøll glæder projektdirektør Leif Kaare Jensen sig til de kommende år:
– Der er tale om et rigtigt spændende byggeri, som passer perfekt til Ørestad, fordi det bliver elegant integreret med den omkringliggende natur. Domicilet bliver desuden et bæredygtigt byggeri, idet det det blandt andet skal opnå den højeste score i den internationale miljø-certificering ‘LEED’.