Fem kommuner vil bygge ved stoppesteder for grønne BRT-busser

Københavnske omegnskommuner har meldt sig til forsøgsordning, der giver mulighed for at opføre større byggeri ved stoppesteder for to kommende hurtigbuslinjer i hovedstadsområdet.
Nu testes det, om hurtigbusser kan flytte trafik fra biler til busser, når brugerne skal frem til større byggerier ved BRT-stoppesteder Foto: Gettyimages.
Nu testes det, om hurtigbusser kan flytte trafik fra biler til busser, når brugerne skal frem til større byggerier ved BRT-stoppesteder Foto: Gettyimages.

Hovedstadens kollektive trafik styrkes med nye hurtigbuslinjer. I regeringens infrastrukturplan skal der oprettes to såkaldte BRT-linjer, der er en slags letbane på gummihjul, til at fremme forbindelserne på tværs af indfaldsvejene til København.

Ambitionen er at skabe et mere sammenhængende kollektivt trafiknet – metropolnetværket. Konkret er det buslinjerne 400s, der går fra Ishøj til Lyngby via ring4, og 200s, der går fra Avedøre til Buddinge, som skal udbygges med BRT-busser.

Dermed skabes bedre transportmuligheder for tusindvis af pendlere og rejsende.

Hvor busserne stopper, skal der bygges

Nærliggende er det derfor at placere kontorbyggerier, hoteller og konferencefaciliteter ved de få stop, som hurtigbusserne har på deres vej fra f.eks. Ishøj til Lyngby.

Regeringen har derfor opfordret interesserede kommuner til at melde sig til en statslig forsøgsordning, der giver mulighed for at opføre større byggerier i nærheden af i alt ni af hurtigbussernes stoppesteder.

Det har fem kommuner: Hvidovre, Rødovre, Ballerup, Høje-Taastrup og Gladsaxe Kommuner, som alle har fået betinget tilsagn om at deltage i ordningen. Mens ishøj har meldt som interesseret.

Skal flytte trafik fra bil til BRT

– Det er rigtig positivt, at fem kommuner nu bliver en del af denne forsøgsordning, der skal give os viden om effekterne af, at etablere større byggeri langs BRT-linjer, lyder der fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek om kommunernes tilmelding.

– Forsøgsordningen vil åbne nye byggemuligheder, som kan bidrage til en positiv udvikling i flere byområder uden for de centrale dele af hovedstadsområdet, påpeger han.

Ordningen skal vise, om det, at det nye byggeri ligger tæt på et stoppested, kan flytte de daglige brugere fra bilen over i BRT. Fordi det med BRT går nemmere og hurtigere end med andre kollektive transportformer.

Kommuner: et stort plus for os

BRT-hurtigbusserne får deres egne spor og kommer til at køre væsentligt hurtigere frem end de almindelige busser fordi de undgår kø og trængsel fra den øvrige trafik.

Derfor tror borgmestrene i omegnskommunerne, at BRT-linjerne vil blive et stort plus, og flere af dem har længe arbejdet på at få hurtigbus-linjerne etableret.

– At få sådan en super attraktiv forbindelse på tværs af København med høj regularitet og lav rejsetid vil få stor betydning for hele hovedstadsområdet, har den konservative borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler tidligere sagt til TV2Lorry.

også borgmestrene i Hvidovre og Gladsaxe har udtrykt begejstring for BRT-konceptet.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at BRT-busserne vil gøre det mere attraktivt og effektivt at vælge offentlig transport, og derfor vil det helt sikkert flytte nogle bilister over i busserne, har socialdemokratiets borgmester i Gladsaxe Trine Græse sagt.

Hurtigbusser sparer et kvarters rejsetid fra Ishøj til Lyngby

Ifølge Trafikselskabet Movia ser BRT som en stor mulighed for at udvikle det kollektive transportnet, og er kortere rejsetid er en af de helt store fordele.

– Vi kan skære omkring en femtedel af rejsetiden. På buslinie 400S fra Lyngby til Ishøj vil man kunne forkorte rejsetiden med et kvarter, og på linje 200s fra Avedøre til Gladsaxe vil tidsbesparelsen blive 12 minutter, siger ressourcedirektør i trafikselskabet Movia, Eskil Thuesen til TV2Lorry.

Når en række betingelser er opfyldt, herunder at der er bindende beslutninger om finansiering, placering, anlæg og drift af BRT-linjerne. kan kommunerne forvente et endeligt tilsagn til at opføre større byggeri ved i alt ni standsningssteder på de to BRT-linjer.

Som led i regeringens infrastrukturplan støtter staten etableringen af BRT-linjerne med 50 % forudsat, at der lokalt skaffes finansiering til den resterende andel af projekterne.

Relateret indhold