Der er gang i udviklingen i Guldborgsund Kommune.
Blandt andet vil havnen i Nykøbing Falster over de næste 10-15 år blive omdannet fra erhvervshavn til et attraktivt byområde med adgang til vandet, grønne områder, boliger og aktiviteter; på den østlige del af Gedser Havn skal et offentligt-privat partnerskab forvandle området til et nyt attraktivt udviklingsområde; tyskere flytter stor produktion af husbåde til Falster, og Danmarks første permanente svanemærkede skolebyggeri i Sundby fortsætter med at imponere – også uden for landets grænser.
Og endda før, at skolen er bygget færdig, vil et udvalg i kommunen have den udvidet. En ny befolkningsprognose viser nemlig, at antallet af skolebørn i Sundby-området vil stige markant i fremtiden. Særligt flytter mange børnefamilier fra hovedstadsområdet sydpå for at få mere luft omkring sig og få mere bolig for pengene.
Flest mulige skal kunne gå på skolen
Prognosen, som Guldborgsund Kommunes tekniske afdeling har lavet, skønner, at antallet af børn i alderen 6-16 år i Sundskolens skoledistrikt vil stige fra 659 i 2022 til ca. 749 i 2028. I 2033 vil antallet falde til 618, men det skal bemærkes, at prognoserne er behæftet med større usikkerhed, jo længere ud i fremtiden de rækker.
– Det er enormt glædeligt, at der er så stor interesse for at bosætte sig i Sundby-området, og der er ingen tvivl om, at vores nye, svanemærkede folkeskole har en stor andel i den øgede bosætning, siger Jesper Blomberg, formand for Børn og Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune, og fortsætter:
– Fra politisk hold er vi simpelthen nødt til at forholde os til den prognose, for når vi bygger en bæredygtig skole i absolut topklasse, så er vi også nødt til at sikre os, at flest mulige af vores skolebørn får mulighed for at gå på den. Rigtigt mange af de børnefamilier, der er flyttet eller flytter til Sundby-området, gør det, fordi de ønsker, at deres børn skal gå på vores nye, svanemærkede skole – og det samme gælder for mange af de børnefamilier, der i forvejen har boet i skoledistriktet i længere tid.
Byrådet tager endelig stilling til sagen i forbindelse med budgetlægning for 2023.
Ny daginstitution er også på vej
Den nyeste befolkningsprognose viser også en forventelig stigning for børn i alderen 0-5 år svarende til den på skoleområdet.
I et tidligere budgetforlig har byrådet afsat ca. 30 mio. kroner til en ny daginstitution i Sundby, og forvaltningen arbejder med flere mulige scenarier for at øge kapaciteten på dagtilbudsområdet, der både indeholder forslag om renovering eller nybyggeri på samme grund som den nye skole.
Børn og Skoleudvalget vil drøfte og fremsende ønsker til kommende anlæg inden sommerferien, og såfremt der er politisk opbakning til at øge kapaciteten på Sundskolen og på dagtilbudsområdet, bliver det en del af efterårets budgetproces.
Administrationen skønner på nuværende tidspunkt, at det koster ca. 50 mio. kroner at udvide Sundskolen fra to til tre spor og ca. 35 mio. kroner at udvide kapaciteten på dagtilbudsområdet.