Velliv opfører fællesskabsboliger i Birkerød: Bliver ikke de sidste

De første 110 boliger i Vellivs nye boligfællesskabskoncept Naboliv er allerede på vej i Birkerød. Nu ønsker pensionsselskabet at opføre flere projekter.
Visualisering af lave boligblokke med masser af grønt foran
Eksisterende erhvervsbygninger er revet ned for at give plads til de 8 punkthuse i 3-4 etager med tagterrasse. Et fælleshus får 5 lejligheder ovenpå. Visualisering: Nordic Office of Architecture

Nordstern er allerede godt i gang med at opføre første udgave af pensionsselskabet Vellivs nye boligfællesskabskoncept ‘Naboliv’ på Sophie Adolfines Vej i Birkerød. De 110 lejligheder med tilhørende tagterrasse og et 325 kvm fælleshus opføres til DGNB Guld. Dertil kommer udenomsarealer, der skal lægge op til fælles aktiviteter beboerne imellem.

Læs også

Sweco udvikler fremtidens bofællesskab: Giver mere tilbage end det tager

Bebyggelsen er et nyt boligkoncept, som danner rammerne for det trygge liv og samler generationer gennem fællesskabsbaserede aktiviteter og faciliteter. Målgruppen er familier, voksne singler, seniorer og unge par, så flere generationer knyttes sammen. Ud over boligerne etableres en mindre gæstebolig, som beboerne kan leje til gæster.

Vil ekspandere konceptet

Vellivs ejendomsdirektør, Solveig Rannje, forventer, at projektet i Birkerød vil blive det første i en række af ‘Naboliv’-projekter:

– Vi glæder os til at knytte flere generationer sammen i et fællesskab i trygge rammer i vores boligfællesskabskoncept ‘Naboliv’, som vi har arbejdet intenst på i en årrække. Vi vil meget gerne ekspandere konceptet til endnu flere projekter.

Foto af gule, lave boligblokke. Det er isoleringen, der er gul. I forgrunden håndværkerbiler og mennesker der står og sidder
De første boliger er klar til indflytning d. 1. september i år. Etape 2 står færdig til indflytning d. 1. december.

De 110 boliger fordeles på 8 punkthuse i 3-4 etager. Lejlighedernes størrelse varierer mellem 70 til 100 kvm. Alle boliger fra første sal og opefter udstyres med altan. I første etape udbydes 3-4-værelses lejligheder på mellem 85-100 kvm. I anden etape kommer også mindre 2-værelses lejligheder.

– Vi ønsker at samle generationer på tværs ved at understøtte fællesskabsbaserede aktiviteter og faciliteter. (…) Det er altså en fordel, hvis du ønsker at være social. De kommende beboere skal skrive en motiveret ansøgning for at komme i betragtning, fortæller Asset manager i Velliv, Daisy Vallentin.

Læs også

Forskning: Branchen skal tænke længere end til kun de opførte bygninger

Hun understreger, at beboerne naturligvis altid kan lukke døren og være alene i deres lejlighed.

Udover Velliv som bygherre, er Nordstern totalentreprenør og ejendomsudvikler, Nordic Office of Architecture Denmark har designet de nye bygninger, mens ingeniører er Niras og Arkplan. EDC Projekt Poul Erik Bech er udpeget til at formidle udlejningen.

Foto af beboere der griller i en rød kuglegrill foran deres boligblokke. De er omgivet af grønt. En sti leder forbi grillepladsen og hen til boligerme
For at styrke biodiversiteten i området plantes mange forskellige plantearter, ligesom der etableres insekthoteller og LAR-bassin. Visualisering: Nordic Office of Architecture

Forventet indflytning i 1. etape er d. 1. september i år. Etape 2 har indflytning 1. december.

Relateret indhold