Et skridt nærmere en københavnsk highline

Der er træer, buske og udkig over byen fra den nye taghave på toppen af det nye Ikea-varehus. Bag haven, der på sigt bliver en del af Københavns egen Highline, står landskabsarkitekterne fra 1:1 Landskab.
Stien fra Ikeas nye taghave fortsætter over Dybbølsbro til Kaktustårnene og Trafiktårnet på den anden side. I den modsatte retning vil man på sigt kunne spadsere hele vejen til SEB Bank ved Bernstorffsgade via tagene på bl.a. Cabinn, Tivoli Hotel og Kammeradvokatens kontorbygning. Foto: 1:1 Landskab
Stien fra Ikeas nye taghave fortsætter over Dybbølsbro til Kaktustårnene og Trafiktårnet på den anden side. I den modsatte retning vil man på sigt kunne spadsere hele vejen til SEB Bank ved Bernstorffsgade via tagene på bl.a. Cabinn, Tivoli Hotel og Kammeradvokatens kontorbygning. Foto: 1:1 Landskab

Ikea Dybbølsbro

  • Supplerende adresse: Carsten Niebuhrs Gade og Arni Magnussons Gade
  • Bygherre: Ikea
  • Totalentreprenør: MT Højgaard
  • Arkitekt: Dorte Mandrup
  • Ingeniør: Søren Jensen
  • Landskabsarkitekt: 1:1 landskab
  • Anlægsgartner: Optimus Anlæg
  • Byggestart: Juli 2021
  • Afsluttet: August 2023
  • Estimeret budget: 240 mio. kr.
  • Omfang: 19.000 kvm, 3 etager, 1 kælderetage. 6.500 kvm taghave.
  • Bæredygtighed: Breeam Outstanding
  • Kilde: Byggefakta

Drømmen om en københavnsk highline på toppen af bygningerne langs Kalvebod Brygge lever og kom onsdag et skridt nærmere med åbningen af det nye Ikea-varehus ved Dybbølsbro Station.

Med åbningen fulgte nemlig også åbning af den 6.500 kvm taghave på taget af det store varehus. Her har 1:1 Landskab tegnet en grøn himmelpark med vild bynatur, plads til ophold og et stiforløb, der på sigt forbinder hele Kalvebod Brygge fra Trafiktårnet til SEB-bank.

Parken, hvorfra der er udsigt ud over vandet, ind over byen, Kødbyen og det gamle Vesterbro, er anlagt med et væld af hjemmehørende arter og med et stort fokus på biodiversitet, så der kommer et rigt plante- og dyreliv.

Trine Trydeman adm. direktør i 1:1 Landskab, siger:

– Vi har studeret geobotanikken omkring Kalvebod Brygge og Fælleden. Det vil sige landskabstyperne i området, så vi bygger videre på stedets naturlige flora og fauna. Det skaber de bedste betingelser for biodiversiteten. Resultatet er en park inspireret af overdrevet, strandengen, læhegnet og Fælleden. Vi har lagt meget vægt på at finde planter, som skaber læ, så parken bliver et skønt sted at opholde sig for både mennesker, planter og dyr.

Der er både træer, buske og planter på toppen af den nye Ikea-bygning. Landskabsarkitekterne fra 1:1 Landskab har bevidst valgt at bygger videre på områdets naturlige flora og fauna. Foto: 1:1 Landskab
Der er både træer, buske og planter på toppen af den nye Ikea-bygning. Landskabsarkitekterne fra 1:1 Landskab har bevidst valgt at bygger videre på områdets naturlige flora og fauna. Foto: 1:1 Landskab

Stop op

Ikea planter mere end 250 træer og buske på grunden, en fjerdedel af facaden dækkes med grøn beplantning, og på taget placeres desuden 1.450 kvm solceller, som forventes at dække en fjerdedel af bygningens energiforbrug.

I parken på taget kan man sætte sig og nyde udsigten, cykle på den brede cykelsti eller blive klogere på naturen ved at studere de mange planter.

– Vi har brug for naturen til at finde ro, mentalt overskud og helle i hverdagen. Vi håber, at besøgende vil stoppe op, studere naturen og reflektere over, hvordan vi kan skabe bedre betingelser for dyr og planter. Og så selvfølgelig nyde den forrygende udsigt udover byens tage, slutter Trine Trydeman.

Relateret indhold