Et af Danmarks største boligbyggerier tager for alvor form

Flere beboere kan snart flytte ind i et af Danmarks største igangværende boligbyggerier på Havneholmen i Aarhus. 397 lejligheder fordelt på fem blokke og en parkeringskælder på 14.500 kvm er for alvor begyndt at tage form.
Alle boligerne i storprojektet til 660 millioner kroner er lejeboliger. Foto: Byggeriets Billedbank.
Alle boligerne i storprojektet til 660 millioner kroner er lejeboliger. Foto: Byggeriets Billedbank.

Fakta om Havneholmen

  • Etagemeter: 40.000 kvm samt parkeringsanlæg på 14.500 kvm
  • Budget: Ca. 660 mio. kr.
  • Bygherre: Topdanmark Ejendom og PenSam
  • Arkitekt: C.F. Møller
  • Rådgivende ingeniør: Cowi
  • Totalentreprenør: NCC

Flere nye beboere på Havneholmen i Aarhus kan snart flytte ind, når anden af i alt tre etaper nu står færdig til indflytning. Anden etape svarer til 239 af de i alt 397 lejligheder, projektet består af, og som NCC Building opfører for Topdanmark Ejendom og PenSam. I april var der indflytning i de første 118 lejligheder og til januar 2017 kan de sidste 158 lejligheder forventeligt tages i brug. Det oplyser NCC i en pressemeddelelse.

Boligerne på Havneholmen spænder fra to- til femværelseslejligheder, der understøtter ønsket om en mangfoldig beboersammensætning. Det er muligt for studerende, der går sammen om en bolig, samt børnefamilier og seniorer at slå sig ned i det udviklingsområde, Havneholmen er en del af, og som har fået navnet Aarhus Ø.

På Havneholmen har vi forsøgt at skabe nogle boliger, hvor der er mulighed for rekreation i trygge rum med meget begrænset biltrafik.

Nicolai Schultz Direktør, NCC Building

Begrænset trafik

– I NCC har vi en målsætning om at bidrage til at bygge bæredygtige samfund. På Havneholmen har vi forsøgt at skabe nogle boliger, hvor der er mulighed for rekreation i trygge rum med meget begrænset biltrafik. Hvor man kan slappe af, nyde den gode udsigt til havneindløbet eller røre sig på vandet. Samtidig får man mulighed for at arbejde og gøre karriere i byen uden at skulle bruge ret meget tid på transport, siger Nicolai Schultz, der er direktør i NCC Building og ansvarlig for byggeri i Vestdanmark.

Bæredygtige tiltag er derfor vægtet højt i boligerne. Eksempelvis er de orienteret optimalt i forhold til dagslys, der har en direkte indvirkning på boligernes indeklima, lige som der er etableret klimaskærme.

En ny ø

Havneholmen er placeret på en ø og indlemmet af kanaler, så beboerne har alle adgang til vand. De får dermed let ved at udnytte den tætte placering ved vandet i Aarhus havn.

– Vi er stolte af at bidrage til udviklingen af Aarhus. Der er tænkt sundhed, livskvalitet og miljø ind i det liv, boligerne sætter rammen for. Samtidig bidrager byggeriet til gode pensioner for vores kunder, så vi slår flere fluer med ét smæk, siger afdelingschef Carsten Grøhn, der står i spidsen for PenSams ejendomsinvesteringer.

Med byggeriet får Aarhus flere boliger at tilbyde den store gruppe af mennesker, som flytter til byen i disse år. Det hænger fint i tråd med den vision, Aarhus Kommune har om at give plads til 450.000 aarhusianere og 250.000 arbejdspladser frem mod 2050.

– Byggeriet skaber rammerne for, at mange aarhusianere kan leve et godt liv med en høj livskvalitet, og mens byggeriet står på, har mange en god arbejdsplads, siger Søren Kempf Holm, CEO i TopDanmark Ejendom.

Det er C.F. Møller, der har tegnet projektet på Havneholmen, mens NCC har stået for totalentreprisen. Foto: Byggeriets Billedbank.
Det er C.F. Møller, der har tegnet projektet på Havneholmen, mens NCC har stået for totalentreprisen. Foto: Byggeriets Billedbank.
Foto: Byggeriets Billedbank.
Foto: Byggeriets Billedbank.

Relateret indhold