Til juni påbegynder totalentreprenøren Gråkjær opførelsen af en ny multihal ved Next Vestskoven Gymnasium i Albertslund. Her får eleverne fra efteråret 2026 adgang til en ny, topmoderne multihal på 1.500 kvm designet til forskellige idrætsgrene.
En sidebygning i to etager vil byde på foyerområde, omklædningsfaciliteter, depotrum og idrætslokaler til f.eks. yoga, dans og teori. En arkitektonisk detalje bliver balkonen på første sal med udsigt over multihallen samt en stor overdækket altan mod syd.
Totalentreprenøren har gode erfaringer med andre idrætsbyggerier som Guldboxen i Nykøbing Falster, der stod færdig i sommeren 2023, og Arena Svendborg, der blev indviet under stor festivitas tidligere på måneden. Til april går entreprenørselskabet dertil i gang med det 5.000 kvm Toftlund Sport & Fritidscenter. Her skal en gammel hal bl.a. rives ned til fordel for en ny og mere tidssvarende.

224 boliger på vej i naturrigt område i Hvidovre
CEO hos Gråkjær, Henrik Bastrup Skaarup, siger:
– Next Vestskoven Gymnasium har med deres stærke idrætsprofil og status som Team Danmark Uddannelsespartner brug for topmoderne faciliteter, og det er præcis, hvad vi kommer til at levere. Vi ser frem til at påbegynde byggeriet og levere faciliteter, der kommer både gymnasiets elever og det lokale foreningsliv til gode.
Fleksible idrætsfaciliteter
Gymnasiets rektor, Trine Ladekarl Nellemann, glæder sig over, at totalentreprisen er faldet på plads.
– Vi mangler idrætsfaciliteter, som er fleksible og koblet sammen med idrætslokaler til for eksempel dans, yoga og teori. Derfor glæder vi os meget til at få mere plads og bedre faciliteter til alle vores forskellige idrætsaktiviteter.

Konkursramt skolebyggeri klar til genstart – opføres stadig til svanemærket
Ressource- og projektstyringsdirektør på Next, Christian Staack, tilføjer:
– Med den nye multihal kan vi skabe gode rammer for elevernes idrætsundervisning og samtidig give Albertslund Kommunes idrætsforeninger mulighed for at benytte faciliteterne, når skolen har lukket.
Arkitekt på projektet er IC Arkitekter i samarbejde med Gråkjær, mens Stokvad Rådgivende Ingeniører er med på ingeniørdelen.