Grøn Erhvervsvækst har opnået 29 procent vækst i omsætningen for energihåndværkere og skabt 165 nye årsjobs på tre år. Projektet fokuserer på uddannelse af håndværkere i energirenovering, således at boligejere vejledes bedst muligt, når der energirenoveres, skriver CLEAN.
Væksten i omsætningen skyldes, at projektet arbejder med at gøre hele værdikæden opmærksom på energirenoveringer. Således involveres ikke kun håndværkere, men også kommuner, rådgivere og leverandører af energiløsninger, pengeinstitutter samt forsyningsselskaber til private boligejere, skriver CLEAN om projektet.
Energirenovering i bygninger sparer energi, og samtidig skabes vækst og jobs. Vi har i Middelfart kommune lav arbejdsløshed og har de seneste år ikke haft ledige håndværkere.
Thorbjørn Sørensen Teknik- og miljødirektør, Middelfart Kommune
Middelfart Kommune er glad for projektet, da energirenovering er central for deres strategi om grøntvækst.
– Energirenovering i bygninger sparer energi, og samtidig skabes vækst og jobs. Vi har i Middelfart kommune lav arbejdsløshed og har de seneste år ikke haft ledige håndværkere, udtaler Thorbjørn Sørensen, teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune, til CLEAN.
Nyt forretningsområde
Thomas Bork, energihåndværker fra Kolding, har oplevet vækst ved at kunne tilbyde energirenovering til boligejere.
– Det er vigtigt at vælge de rigtige løsninger, hvis energirenovering skal virke efter hensigten. Hvis man ikke har den viden, det kræver, kan det i værste fald gøre mere skade end gavn, udtaler han til CLEAN.
Specialisering i energirenovering kan på sigt ligeledes vise sig som en rentabel forretningsmodel. Tidligere på ugen kunne Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter udmelde, at summen af boligaftaler indgået med flertal i Folketinget er 38 millioner kroner, der i perioden 2012 til 2020 er øremærket renoveringen af op mod 125.000 almene boliger.