Om Mersey Gateway Bridge
- – En 1000 meter lang hængebro bestående af fire fag støttet af tre tårne i flodmundingen
- – Det 80 meter høje tårn i midten er lavere end de to ydertårne, som er 110 meter (nordtårnet) og 125 meter(sydtårnet)
- – En samlet længde på 2,13 kilometer (inklusiv bro og tilslutningsviadukter)
- – Et dæk med seks baner (tre i hver retning) og en hastighedsgrænse på 95 kilometer i timen (60 mph)
- – Op til 30 bropiller, der støtter broen mellem tilslutningsviadukterne, og
- – En buet tilkørsel i hver ende af broen, der gør det muligt at se det unikke design fra forskellige vinkler og derved få mest muligt ud af den visuelle effekt.
- Læs mere om projektet på www.merseygateway.co.uk.
Endnu et stort, britisk broprojekt med danske fingeraftryk er klar. Queensferry Crossing åbnede i september med hjælp fra Rambøll og Dissing + Weitling. Fredag den 13. oktober åbnede så Mersey Gateway Bridge med design af Cowi og, igen, arkitektstøtte fra broeksperterne hos Dissing + Weitling.
Hængebroen går mellem byerne Runcorn og Widnes tæt på Liverpool. Med sine tre pyloner bliver den et vartegn og er, som forbindelse over floden Mersey, udset som en katalysator for vækst i North West-regionen.
Skelsættende infrastruktur
– Det var fantastisk at se broen blive åbnet for offentligheden Det var kulminationen på tre et halvt års arbejde. Vi udviklede broens design med udgangspunkt i et hurtigt konstruktionsforløb og lang holdbarhed, og jeg er ekstremt stolt af den rolle, som vores ingeniører spillede i forhold til rettidig levering af projektet, siger Cowis projektdirektør Paul Sanders i en pressemeddelelse.
Samarbejdspartneren Aecom kalder projektet et skelsættende stykke infrastruktur.
– Vi er stolte af at kunne bidrage til at levere et så skelsættende stykke infrastruktur. Takket være et godt samarbejde og vedholdende fokus på at levere et sikkert og effektivt hovedvejdesign, der samtidig tager hensyn til både natur og dyreliv i flodmundingskorridoren, vil den nye Mersey Gateway Crossing resultere i væsentlig mindre kødannelse på vejene og bedre forbindelsesmuligheder for både erhvervsliv og lokalsamfund, siger Dave Beddell, Aecoms Europe Sector Leader.
Lokalt samarbejde
Bygningsingeniører og geotekniske ingeniører fra Cowi har arbejdet tæt sammen med Merseylink Civil Contractors, Merseylink Ltd (DBFO-konsortiet) og Halton Borough Council om at udvikle et design, der kunne bygges hurtigt.
Pladerne til hovedbroen er fremstillet af forspændt og armeret beton, som er ophængt fra pylonerne ved hjælp af meget stærke stålkabler.
Pladerne til tilslutningsviadukterne blev konstrueret ved hjælp af to 1.700 tons tunge og 157 m lange, selvkørende montagekraner (bevægelige stilladser), der gav mulighed for hurtig og sikker konstruktion af et komplet 70 m langt fag i en enkelt støbning.