De 1.235 boliger i det almene boligkvarter Stadionkvarteret i Glostrup skal fremtidssikres, og Glostrup Boligselskab har i dag tildelt Enemærke & Petersen, en dattervirksomhed i MT Højgaard-koncernen, renoveringsopgaven, der blandt andet indebærer, at boligerne får udskiftet tag, vinduer og tekniske installationer samt får installeret ny ventilation, udvidet altanerne og anlagt haver ved stuelejlighederne.
For at tiltrække og fastholde børnefamilier til området bliver en del af boligerne slået sammen til større boliger i forbindelse med renoveringen, ligesom tilgængeligheden i boligerne forbedres, så der bliver bedre forhold for ældre og handicappede.
Med denne opgave stadfæster vi vores position som førende på renoveringsmarkedet herhjemme.
Adm. direktør Henrik Mielke Enemærke & Petersen
Kriterierne ved valget af entreprenør var pris, proces og bemanding samt kvalitet. Enemærke & Petersen har godt gang i renoveringerne og har for nylig afsluttet en omfattende renovering af 1.738 lejligheder i Vapnagård i Helsingør.
Forudser vækst
– Med denne opgave stadfæster vi vores position som førende på renoveringsmarkedet herhjemme. Vi forudser, at markedet vil vokse yderligere de næste år, og med vores erfaring med at gøre renoveringsprocessen til en god oplevelse for beboerne, føler vi os godt rustet til at fastholde vores position, siger adm. direktør i Enemærke & Petersen, Henrik Mielke.
Et godt samarbejde om tilrettelæggelse og udførelse af projektets første etape, hvor aftalen har en værdi på cirka 200 millioner kroner, giver mulighed for, at en større del af det samlede projekt kan tilfalde Enemærke & Petersen. Projektet har en samlet værdi på 785 millioner kroner fordelt på seks etaper, hvoraf etaperne to til seks indgår i kontrakten som optioner.
Aftalen forventes at have positiv betydning for MT Højgaard-koncernens omsætning og resultat i projektets løbetid, men giver ikke anledning til at ændre de tidligere offentliggjorte forventninger til den økonomiske udvikling.
Arbejdet begynder i juni 2015 og forventes afsluttet ultimo 2018.