Dubai gør det igen

En indendørs skibakke på 1,2 kilometer er planlagt i Dubai, som dermed vil overtage titlen som verdens største - foran et andet skicenter i Dubai.
Mall of the Emirates, som indeholder verdens største nuværende skicenter, giver mulighed for at kombinere shoppeturen med en tur på ski - mens der er 40 graders varme udenfor. Foto: Colorbox.
Mall of the Emirates, som indeholder verdens største nuværende skicenter, giver mulighed for at kombinere shoppeturen med en tur på ski - mens der er 40 graders varme udenfor. Foto: Colorbox.

Når et byggeprojekt skal måles i forhold til at være verdens største inden for sin type, så er det som regel i Dubai, konkurrencen ligger. Og når der ikke findes konkurrenter andre steder i verden, ja så må Dubai nøjes med at overgå sig selv.

Det er blandt andet tilfældet med et nyt skicenter, som ørkenbyen har på tegnebrættet. I forvejen har Dubai verdens største indendørs skicenter, som blev åbnet i 2005, men det er åbenbart ikke længere nok. Nu vil de bygge et, der er endnu større.

Kæmpe center

Det eksisterende skicenter har ellers en skibakke på 400 meter som største attraktion, hvilket er ganske imponerende set i lyset af, at der er tag over. Centret blev opført i sammenhæng med indkøbscentret Mall of the Emirates, som naturligvis heller ikke hører til de små af slagsen.

Det nye skicenter får imidlertid en skibakke på intet mindre end 1,2 kilometer, så på det felt slår det kommende byggeri det eksisterende med flere skilængder. Det er i øvrigt planen, at også dette skicenter bygges i forbindelse med et indkøbscenter – samt et hotel, en marina, et springvand på op til 420 meter og, nå ja, et beboet tårn på 711 meter.

Prisen anslås til at lande på mere end 46 milliarder kroner.

Relateret indhold