Digital aflevering sikrer optimal drift

Med digital aflevering af et byggeprojekt sikres den bedste drift- og vedligeholdelsesinformation til udarbejdelse af driftsplan, således brugeren er klar til at anvende bygningen med det samme.
Fordelene ved digital aflevering er ifølge Maskinmesteren blandt andet et samlet overblik over bygningsdele og information. Foto: Colourbox.
Fordelene ved digital aflevering er ifølge Maskinmesteren blandt andet et samlet overblik over bygningsdele og information. Foto: Colourbox.

Det har siden 1. april 2013 været et krav, at offentlige byggerier over en vis størrelse benytter sig af principperne for Digitalt Byggeri herunder digital aflevering. Hos Grontmij mener man, at optimal bygningsdrift og vedligehold sker ved digital aflevering allerede ved projekteringen af et byggeprojekt.

Christian Lundstrøm, bygningsingeniør hos Grontmij siger til Maskinmesterenes Fagforenings medlemsblad ‘Maskinmesteren’:

Digital aflevering skal være en del af et byggeprojekt lige fra starten og før projekteringsfasen.

Bygningsingeniør Christian Lundstrøm Grontmij

– Digital aflevering skal være en del af et byggeprojekt lige fra starten og før projekteringsfasen. Når leverandørerne skriver under på en kontrakt, skriver de også under på, at de leverer deres data digitalt efter nærmere definerede krav.

Fordelene ved digital aflevering er ifølge Maskinmesteren blandt andet et samlet overblik over bygningsdele og information, velstruktureret drift og vedligeholdelsesmateriale, der er klar ved afleveringsfrist, samt direkte besparelser og reduceret tidsforbrug.

Det Nye Rigshospital

Grontmij er rådgivere ved projekteringen af Det Nye Rigshospital, et byggeri på 76.000 kvadratmeter, som indeholder flere nye faciliteter herunder operationsstuer, sengeafsnit og patienthotel, skriver Maskinmesteren.

Byggeriet vil løbende blive taget i brug i takt med, at faciliteterne står klar. Når de enkelte entrepriser færdiggøres afleveres digitalt drifts- og vedligeholdelsesinformation til de driftsansvarlige, hvilket giver et veldokumenteret datagrundlag.

Patienthospitalet forventes at blive taget i brug først, hvilket kræver drift og vedligehold af 80.000 komponentenheder heriblandt 1.720 lysarmaturer, 2.695 kvadratmeter parketgulv og 477 meter kølerør. Derfor er det vigtigt, at kun relevant information om vedligehold lægges i det digitale afleveringssystem, skriver Maskinmesteren.

Ifølge Maskinmesteren er det på Det Nye Rigshospital lyskilder, brandsikringsanlæg, døre, grundvandspumper og ventilationsanlæg, som vil blive taget i brug inden det samlede byggeri står færdigt i 2018.

Relateret indhold