De gamle ejendomme i København skal bevares

Knowhow og erfarne rådgivere skal sikre, at vi stadig har den ældre bykerne i København.
Tidligere Guldvarefabrik i Store Kongensgade efter renovering. Pressefoto.
Tidligere Guldvarefabrik i Store Kongensgade efter renovering. Pressefoto.

Den gamle bykerne, som blandt andet indbefatter Kultorvet, Latinerkvarteret, Bredgade og Gammel Strand, er en stor del af hovedstadens identitet. Den giver ro og stabilitet i en hektisk tid, skriver Gaihede i en pressemeddelelse. At vi stadig kan se op på de 100-300 år gamle bygninger skyldes, at der er nogle, der kan bevare dem. En af dem er projektleder Agica Hasanbegovic fra det rådgivende ingeniørfirma, Gaihede, ingeniører & arkitekter. Hans speciale er renovering og restaurering af den type ældre bygninger.

En stolt byggetradition

Oprindelig er Agica Hasanbegovic uddannet bygningskonstruktør, men han har specialiseret sig i statik og i at udtænke nye løsninger til gamle bygninger og har strammet op på mange bygninger i det gamle København.

– Vi kan være stolte af den danske byggetradition. Teknikken var i orden, og der var ikke sparet på de gode materialer. Derfor er de ældre ejendomme værd at bevare ? de er kvalitet. Men ingenting holder evigt, så selvfølgelig skal de renoveres, og det er vigtigt, at det sker på den rigtige måde. Det skal vi finde frem til fra bygning til bygning, fortæller Agica Hasanbegovic og fortsætter:

– Nogle gange er det rent detektivarbejde at finde ud af de gamle bygmestres tanker. Men det er min erfaring, at alt i gamle bygninger har en god grund til at være sådan, som det er udført. Intet er tilfældigt.

En kærlig hånd

Mange af de gamle bygninger i København skrider langsomt fra hinanden, men det er der ifølge Agica Hasanbegovic råd for.

– Det kan være funderingsproblemer. Her kan vi stoppe bygningsbevægelsen ved at forstærke fundamentet. Ofte er der dog også en uhensigtsmæssig bevægelse i selve bygningen på grund af sætninger. Det kan vi blandt andet stoppe ved at skrue bygningen sammen, fortæller Agica Hasanbegovic.

Denne teknik har Gaihede blandt andet brugt på Kvindehuset i Gothersgade og en ældre ejendom i Dybensgade. Begge steder var de bærende ydervægge i dårlig stand og skæve på grund af sætninger i fundamenter. Der blev blandt andet etableret nye trækjern på tværs, som kunne skrues og spændes sammen om bygningen, hvilket stoppede yderligere udskridninger og stabiliserede ejendommene.

Nye lejligheder i 250 år gammel ejendom

En anden form for slitage mødte rådgiveren ved en renovering i Store Kongensgade, hvor en bygning fra 1887, som oprindeligt rummede Bernhard Hertz Guldvarefabrik, skulle omdannes af Gaihede til nye eksklusive lejligheder.

– Da vi fjernede gulvet, viste der sig endnu et lag gulv og endnu et. Fire lag var der i alt, og det viste sig, at hovedskillevæggen ved et stort ildsted var sunket over 30 centimeter, og derfor var der lagt nye gulve ovenpå. Så vi måtte stabilisere problemet og udskifte gulvet, siger Agica Hasanbegovic.

Og det lykkedes. I dag er ejendommen genetableret og strammet op, og der er nu 12 eksklusive lejligheder i den 250 år gamle ejendom.

Dybensgade i indre by skrues sammen. Pressefoto.
Dybensgade i indre by skrues sammen. Pressefoto.

Relateret indhold