Bygherreforeningen gør sig i dag i et blog-indlæg på Dagens Byggeri’s hjemmeside til talsmand for, at det er en dårlig idé at stille så ambitiøse energikrav til bygninger, at det bliver nødvendigt med tilskud af VE-energi for at leve op til energirammekravene i BR 2020. Foreningen argumenterer blandt andet, at vi ikke kender de langsigtede driftsmæssige konsekvenser for f.eks. solceller, og at solceller efter et par årtier taber effekt.
Dansk Byggeri ikke enige i, at det er argumenter for at undlade at innovere indenfor byggeriet.
Sætter vi ikke barren højt, hvor er så incitamentet til at udvikle de teknologier?
Sekretariatschef Torben Kaas VE-Byg
– Det ligger jo netop i nye løsninger og nye teknologier, at vi ikke på forhånd kender deres præcise langsigtede konsekvenser. Men hvordan bliver de nye løsninger til velafprøvede løsninger, hvis vi ikke giver dem en chance? Vi er til gengæld enige i, at de eksisterende solceller taber en mindre del af deres effekt efter 20-25 år, men det er vel også en acceptabel levetid for en teknisk installation, mener chefkonsulent Camilla Damsø Pedersen, Dansk Byggeri.
Hun bakkes op af sekretariatschef Torben Kaas, VE-Byg:
– Erfaringerne med at forudsige fremtidens vinderteknologier er ikke netop prangende. Men sætter vi mål for den fremtidige ydeevne af vores produkter, så har erhvervslivet vist en fantastisk evne til at innovere sig frem til løsningerne. Det gælder også for bygninger, fastslår han.
Frihed til at vælge
Både hos Dansk Byggeri og VE-Byg har man svært ved at se problemet med, at man sætter et ambitiøst mål for den energimæssige ydeevne for fremtidens bygninger – og også meget gerne for bygningsrenoveringer – og samtidig giver frihedsgrader til at opfylde målene.
– Lige nu er solceller i de fleste situationer den indlysende løsning for at nå energirammekravene i BR 2020, men i fremtiden får vi måske andre løsninger i form af batterier, smart teknologi, nye isoleringsmaterialer eller noget helt andet, som vi ikke havde forudset. Sætter vi ikke barren højt, hvor er så incitamentet til at udvikle de teknologier, spørger Torben Kaas.
For bygherrerne må der være en pointe i at have frihed til at vælge nye, spændende arkitektoniske løsninger, når de skal bygge nyt, som ikke ville være mulige uden en større energiværktøjskasse end den, som udgøres af komponentkrav.
– Det samme ser vi meget gerne for renoveringer. Nu har vi muligheden for at få det store udvalg af arkitektoniske løsninger og samtidig holde et pres på innovationen i byggeriet. Det er da en vindersag for både bygherrerne og for klimaet, konstaterer Camilla Damsø Pedersen.