Dansk Byggeri: Langsom forvaltning står i vejen for nye boliger

I København alene ligger der 22.000 boliger og venter under tagene, men sagsbehandlingen er i vejen, siger arkitekter, bygherrer og økologer.
Dansk Byggeris direktør Michael H. Nielsen. Foto: Ricky John Molloy.
Dansk Byggeris direktør Michael H. Nielsen. Foto: Ricky John Molloy.

De uudnyttede tage i København har potentiale for at blive til 22.000 boliger, men tung og rigid sagsbehandling står vejen. Det skrives de i et åbent brev underskrevet af Dansk Byggeri, Bygherreforeningen, Akademisk Arkitektforening, Det Økologiske Råd og Drost Fonden, skriver Politiken.

– København vokser, og der skal skaffes boliger til titusinder af nye borgere. En god del af de boliger kan etableres ved at ombygge byens uudnyttede tagetager til nye boliger, står der i brevet.

Ifølge direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, er det som at løbe panden mod en mur, når man foreslår udnyttelse af tagene.

– Desværre oplever vi, at det er meget vanskeligt at komme igennem den type af projekter i den kommunale sagsbehandling. Det er derfor, vi har samlet så mange parter bag denne appel til bystyret; for man løber ofte panden mod en mur, når man forsøger at komme igennem med fornuftige, elegante og bæredygtige tagprojekter, siger Michael H. Nielsen.

Borgmester afviser kritiken

Kritikken, der først og fremmest er stilet til Københavns Teknik- og Miljøforvaltning, har borgmester Morten Kabell (EL) dog svært ved at følge.

– Jeg tror faktisk, at der både i Borgerrepræsentationen og i forvaltningen er en utrolig stor vilje til gerne at ville have tagboliger. Det giver jo en fortætning af byen på den gode måde, fordi vi ikke skal ud og etablere noget nyt, men kan bruge den eksisterende infrastruktur, siger Morten Kabell i Politiken.

Han pointerer desuden, at der kan være udfordringer med brandsikkerheden, når man kommer længere op i højden.

Relateret indhold