AMU-kurserne skal give medarbejderne i bygge- og anlægsbranchen uddannelse inden for blandt andet sikkerhed og certifikater samt anden kompetenceudvikling.
Men en ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at over halvdelen af deltagerne i undersøgelsen ikke mener, at AMU-kurserne er godt nok tilpasset virksomhedernes behov.
– Bygge- og anlægsbranchen er sæsonfølsom, og derfor er der meget travlt i nogle perioder og mindre i andre. Virksomhederne har brug for, at de kan sende deres medarbejdere på kursus, når det passer dem i forhold til tykkelsen på ordrebogen, forklarer Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.
Tættere på virksomhederne
Og fleksibiliteten er netop en af de ting, som virksomhederne peger på, at man med fordel kan ændre ved AMU-systemet frem over. Cirka halvdelen af virksomhederne, der deltog i undersøgelsen, svarede, at de gerne vil kunne sende deres medarbejdere hen på et åbent værksted de dage, hvor vejret ikke er til at arbejde.
– Der er et stort potentiale for, at de nye trepartsforhandlinger om voksen- og efteruddannelsessystemet tilgodeser en øget fleksibilitet. Det kunne fx også være i forhold til at afholde kurser tættere på virksomhederne, som 23 procent svarer, at de godt kunne tænke sig, eller at kurserne simpelthen blev afholdt i virksomheden eller på byggepladsen, som hele 38 procent ønsker sig, siger Louise Pihl.