Årets Boligbyggeri og Årets Erhvervsbyggeri er allerede offentliggjort, og nu står det klart, at Dansk Boligbyg har vundet den åbne kategori for årets bedste byggeri.
Årets Byggeri kåres af en bredt sammensat dommerkomité med repræsentanter fra hovedaktører og brancheorganisationer. Dansk Boligbyg vandt i år med Havnehusene i Aarhus, og i 2011 vandt Dansk Boligbyg med Pilevangen i Solbjerg.
Dommerkomitéen består af den amerikanske arkitekt Scott Hollingsworth(formand), Elly Kjems Hove (DI BYG), Gyrithe Saltorp (Bygningsstyrelsen), Hans Peter Svendler (Realdania), Henrik Garver (FRI), Lars Storr-Hansen (Dansk Byggeri), Lene Espersen (Danske ARK), Palle Thomsen (Danske Byggecentre) og Peter Hesdorf (Byggeriets Evaluerings Center).
Drivhuse på taget
Havnehusene på i alt 12.513 kvadratmeter etageareal består af 10 sammenhængende boligblokke, og de er opført i varierende højder fra 4 til 11 etager. Havnehusene består af 83 familie- og +55 boliger og 106 ungdomsboliger. Projektet er det første murstensbyggeri i den nye Aarhus-bydel, Aarhus Ø.
Bæredygtighed med energieffektive løsninger har ifølge Dansk Boligbyg været en drivkraft i projektet, der nu er kåret som Årets Byggeri. Et eksempel er drivhuse på taget, som fungerer som fælles opholdsrum, og som samtidig giver mulighed for at dyrke grøntsager. Samtidig er materialerne, mursten, sammen med den varierende bygningshøjde med til at skabe et billede af typiske byhuse, blot i nutidig form. Havnehusene er opført som 0-energihus med både solceller og solfangere. Byggeriet lever op til de energikrav, der ventes at gælde 10 år ude i fremtiden.
Ambitiøst projekt
Dommerkomitéens vurdering ved kåringen som Årets bedste boligbyggeri i Danmark 2015 lyder:
“På alle parametre er Havnehusene et byggeri, der viser, hvad det almene boligbyggeri kan frembringe, når det er bedst. Både for den enkelte beboer i form af funktionalitet og trivsel, men også med en gennemført social og miljømæssig profil, der tjener til efterfølgelse. Et usædvanligt ambitiøst projekt, hvor arkitekturen skaber en smuk ramme om individet og fællesskabet.”