Efter en lang planlægningsfase er byggeriet af Carlsberg Bjælkers nye produktionslokaler på Hammershøj Teglværk nu i fuld gang. De nye omgivelser skal sikre endnu hurtigere leverancer og øget fleksibilitet specialisten inden for præfabrikerede teglelementer, og byggeriet forventes at stå færdigt sommeren 2017. Men allerede kort inde i 2017 vil en del af de nye produktionslokaler blive taget i brug.
– Med en integreret bjælke- og overliggerproduktion på Hammershøj Teglværk opnår vi stor synergi, som både kommer os og vores kunder til gode. Logistikken bliver langt mere enkel, ligesom vi nu får samlet vores kompetencer under samme tag i et fyrtårn for Randers Tegl-Gruppen. Det er en kæmpe fordel, uanset om vi producerer standardvarer eller specialproducerede elementer til eksport, siger adm. direktør i Randers Tegl, Thomas Piper.
Med en integreret bjælke- og overliggerproduktion på Hammershøj Teglværk opnår vi stor synergi, som både kommer os og vores kunder til gode.
Thomas Piper Adm. direktør, Randers Tegl
Beslutningen om at flytte Carlsberg Bjælker fra Randers til Hammershøj kommer efter flere år med stigende omsætning og øget efterspørgsel efter komplekse ingeniørløsninger, der hører til virksomhedens kernekompetencer.
Stor ombygning
Med flytningen af Carlsberg Bjælker følger også en større ombygning af Hammershøj Teglværk, hvor der ud over selve produktionen bygges helt ny administration og showroom. Hele projektet er tegnet og udviklet af Cubo Arkitekter, der har udarbejdet et unikt ‘supersized brick’-koncept, der skal skabe en markant tråd gennem hele byggeriet.
– Der kommer i dag mange besøgende på Hammershøj Teglværk, hvilket vi sætter stor pris på. Nu gearer vi op og gør det til en endnu mere inspirerende oplevelse at besøge Randers Tegl – uanset om man er studerende, arkitekt eller privatperson. Oplevelsen begynder ved indkørslen til værket i form af en legende arkitektur, og for de videbegærlige fortsætter den ned til det rå ler, som vi har specialiseret os i siden 1911, siger Thomas Piper.
Randers Tegl har seks teglværker, heraf fem i Danmark, og administrativt hovedkontor i Aalborg. Der er 280 ansatte i Randers Tegl-Gruppen der har en årlig omsætning på cirka 500 mio. kr.