Casa skal opføre kampvogns-faciliteter

Entreprenøren har vundet udbuddet af byggeriet af nye garagebygninger på Dragonkasernen i Holstebro.
Der skal bygges nye garagebygninger i Holstebro. Foto: Forsvaret.
Der skal bygges nye garagebygninger i Holstebro. Foto: Forsvaret.

Om projektet

  • Areal: 14.518 kv.
  • Grundareal: 34.100 kvm. med 29.000 kvm. belægning
  • Byggetid: 18 mdr.
  • Projektering er afsluttet og fysisk opstart oktober 2020
  • Bygherre: Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse
  • Totalrådgiver: Tyréns
  • Arkitekter: LINK Arkitektur + Rørbæk og Møller Arkitekter
  • Ingeniør: INGENIØR’NE

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) får fire nye garagebygninger på Holstebro kaserne. Hver bygning kommer til at indeholde en standardgarage i én etage. Tre af bygningerne har desuden tre etager med kontorer, bade- og toiletfaciliteter, samt depot-, rengørings- og teknik rum. Den sidste har briefing-rum og pudsestue i stedet for kontor. Derudover etableres der 29.000 kvadratmeter belægning omkring bygningerne samt en parkeringsplads, der blandt andet skal bruges til parkering for sværtransport.

Bygningerne skal primært bruges til garagering og vedligeholdelse af Dragonregimentets kampvogne og andre tunge køretøjer, mens de øvrige faciliteter skal anvendes til opbevaring af materiel, personlig udrustning, bad- og omklædning samt kontor for en del af enhederne.

– Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har arbejdet på projektet i flere år, og det er med stor glæde at vi nu har skrevet kontrakt og kan igangsætte byggeriet på Dragonkasernen. Projektet på Dragonkasernen er et af de største delprojekter under Modernisering af Hærens Mandskabs- og Materielfaciliteter, og vi ser frem til det kommende samarbejde med CASA A/S, siger projektchef Christian Enemark fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Bedre arbejdsmiljø

Byggeriet opføres for at sikre bedre arbejdsmiljø for personalet, såvel som for at øge antallet af opvarmede garager. Casa skal stå for nedrivningen af 17 bygninger i forbindelse med projektet, samt nedbrydning og miljøsanering af den i forvejen eksisterende miljøplads og etableringen af en ny miljøplads.

Projekteringen er afsluttet, og byggeriet påbegyndes i oktober 2020. De nye faciliteter forventes at stå klar i juni 2022.

– Vi er stolte over at være en del af projektet på Dragonkasernen i Holstebro. Det er et specielt projekt for mig, da forsvaret har givet mig mange gode oplevelser og har været med til at forme mig som leder. Det er en vigtig opgave for os at være med til at styrke Danmarks panserregiment og forbedre vilkårene for mine tidligere kolleger, siger Torben Modvig, CEO, Casa A/S.

Casa vandt sagen i EU-udbud og var blandt i alt fire tilbudsgivere. De tre øvrige var A Enggaard A/S, Jakobsen & Blindkilde A/S og NCC Danmark A/S.

Relateret indhold