Om BIG Shopping
- Projektform: Totalentreprise (råhus)
- Bygherre: NPV
- Ingeniør: Søren B. Nielsen A/S
- Arkitekt: Årstiderne Arkitekter
- Areal: 44.500 kvm
- Byggeperiode: 2014-2015
Den 1. oktober afslutter CASA byggeriet af Hovedstadens nye indkøbscenter BIG Shopping ved Motorvej M3 i Herlev efter kun 17 måneders byggeaktivitet, hvor godt 100 mand har været i gang på pladsen.
CASA afleverer de seks butikker, der ud over råhuset er inkluderet i entreprisen, et par måneder før tid.
De 45.100 etagemeter råhus er rejst på seks måneder, hvor montagen af de 6.000 elementer blev gennemført med et snit på 60 elementer pr. arbejdsdag. Der er desuden medgået 3.000 læs færdigblandet beton. 2.000 læs jord er kørt væk til jordrensning, da miljøoprensning på grunden var nødvendig, og andre 2.000 læs rent sand er kørt til.
I god tid
De indvendige arbejder på de 30 nye butikker er fordelt på fire entreprenører. CASA har udover hele råhuset udført entreprisen på seks af butikkerne i centret.
De fire af butikkerne Silvan, Elgiganten, Jysk og Idémøbler er afleveret en måned før tid mens Max Burger og Bones Restauranter er afleveret hele tre måneder før tid.
Kernen i byggeriet er en U-formet centerbygning, der afspejler centrets koncept med store butikker på 2.000- 4.000 kvadratmeter og nem adgang fra P-arealet i midten. De store butiksenheder er tre-fire gange så store som i et traditionelt center.
– Med BIG Shopping center har CASA vist, at vi er rigtig dygtige til at opføre denne form for byggeri. Også i denne størrelsesorden. Vi er meget tilfredse med processen, som kun har været mulig på grund af godt samarbejde med blandt andre Herlev Kommune, siger administrerende direktør i CASA, Peter Rosengreen, i en pressemeddelelse.
Butikscentret er CASAs tredje store center. 2011-2013 udviklede og opførte CASA Taastrup Torv med 7.500 kvm butikker i stueplan, 10.000 kvadratmeter parkering og 3.000 kvadratmeter bolig mens byggevirksomheden i 2013-2015 har opført Kirkebjerg Bydelscenter i Brøndby. Sidstnævnte er vokset ud af ideen om et åbent og indbydende handelsstrøg og omfatter cirka 15.000 kvadratmeter detail/fitness og 16.000 kvadratmeter belægninger.