Fem nye eksklusive byhuse er på vej i Roskilde. De kommer til at ligge på Kildegården 1 og rummer 35 boliger, hvor de fem øverste er penthouse-lejligheder med tagterrasse og flere altaner.
De 30 andre lejligheder har to altaner hver. Boligerne ligger centralt placeret i Roskilde med gåafstand centrum og til stationen. Projektet er udviklet af MT Højgaard Projektudvikling i samarbejde med Danielsen Architecture.
– Det er dejligt, at Kildegården 1 nu bliver realiseret. Boligerne er udviklet, så de passer godt ind i nærmiljøet i Roskilde, og derudover kommer de til at være i en kvalitet, så de får bæredygtighedscertificeringen DGNB Sølv, fortæller Erik Nielsen, der er CEO for MT Højgaard Projektudvikling.
Det er Danielsen Architecture, der har været arkitekter på projektet.
Passer ind i byen
– Den arkitektoniske vision været at skabe en boligbebyggelse med diversitet og arkitektur, som forholder sig til den helt særlige historiske bykontekst, siger Lise M. Bækgaard, der er associeret partner i Danielsen Architecture, som har tegnet projektet.
– Samtidig er boligerne tilpasset fremtidige krav til bæredygtighed, og de ønsker og behov, som en moderne familie har i dag.
De fem byhuse bliver 3,5 etage høje og opføres i materialer med rødlige nuancer. De er inspireret af det klassiske bymiljø i området omkring den gamle kaserneområde, og dermed skabes sammenhæng med byen og det nye parkareal i Kildegården.
Det er MT Højgaard Projektudvikling, som står bag projektet og har solgt det til en tysk – og unavngiven – ejendomsfond.
Selve opførelsen af byggeriet bliver i ‘Højgaard-familien” idet det er entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen, der opfører byhusene.
Byggeriets starter til efteråret og ventes klar til indflytning i begyndelsen af 2023.