Byggetilladelsen er i hus: Klar til start på de sidste 251 Helheden-boliger

Alt er nu klappet og klart til, at totalentreprenør og bygherre A. Enggaard kan sætte gang i opførelsen af 251 boliger i Gellerup-området Helheden. Lysvæld skal arkitektonisk samle hele kvarteret.
Visualisering af en boligkarré i gule mursten med røde tegltage. De fleste lejligheder har altaner
Sweco Architects har designet det nye boligbyggeri Lysvæld, der bliver det sidste boligprojekt i det nye Gellerup-område Helheden. Visualisering: Sweco Architects

Der er allerede godt gang i udviklingen af det nye Gellerup-område Helheden i disse år: Et friplejehjem, 80 nye, små lejligheder og en dagligvarebutik er allerede opført og taget i brug. Snart er det tid til rejsegilde på en ny boligkarré med 141 boliger.

Læs også

Spritny boligkarré skal trække de unge til Gellerup

Og nu har bygherren PKAE Ejendom (A. Enggaard og PKA) fået byggetilladelse til at opføre 251 nye lejligheder med en, to eller tre værelser på nabogrunden. Det ca. 15.500 kvm nybyggeri har fået navnet Lysvæld. Karrébyggeriet er tegnet af arkitektfirmaet Sweco Architects, der også står bag den oprindelige masterplan for udviklingen af området.

Sidste boligprojekt i Helheden

Fokus har denne gang været at sikre velindrettede lejligheder med optimalt lysindfald. Da Lysvæld bliver sidste boligprojekt i Helheden, er bebyggelsernes udtryk udformet med henblik på at sikre et godt sammenspil med de øvrige bygninger i området.

Visualisering af boligkarréen fra en anden vinkel. Gule mursten, altaner og et let skrånende tag på den ene af fire sammenhængende bygninger. På to af dem er der tagterrasser
Helheden ligger på toppen af Brabrand mellem Gudrunsvej, Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej. Det er her, Lysvæld skal opføres. Visualisering: Sweco Architects

Kreativ leder hos Sweco Architects, Peter Refsgaard-Iversen, fortæller:

– Vi har arbejdet med byggeriet som en ‘lynlås’, der arkitektonisk samler kvarteret og skaber reference til de omkringliggende bygninger. Gennem gavlmotiver, tegl i to nuancer og en dynamisk balance mellem tyngde og lethed har vi skabt et levende og varieret udtryk. Asymmetriske sadeltage og detaljeret murværk i stueplan giver desuden byggeriet en menneskelig skala og forankrer det i Gellerups nye identitet.

Tyndere vægge

De nye bebyggelser certificeres ligesom nabokarréen efter DGNB Guld-standarden. Under projekteringen har der været særligt stor fokus på at reducere mængden af CO2 fra de tungere elementer. Det betyder, at der er tænkt CO2-besparelser ind i de præfabrikerede elementer, som DS Elcobyg leverer.

Salgs- og markedschef Flemming Hvidberg Madsen fra elementvirksomheden siger:

Læs også

Kortere rejsetid i sigte: Aarsleff Rail vinder ombygning af Aarhus Hovedbanegård

– Vi arbejder blandt andet med optimering af bagmursvæggene, hvor vi reducerer vægtykkelserne fra 20 centimeter til 12 centimeter, og det kommer til at sænke CO2-aftrykket med over 30 %.

De 251 boliger, der opføres af A. Enggaard, forventes at stå klar til indflytning i 2027. Byggefaktas database over bygge- og anlægsprojekter i Norden anslår budgettet på Lysvæld til 225 mio. kr. Her er Aarhus-baserede Arne Elkjær A/S også nævnt som ingeniør på projektet.

Ud over de 80 allerede ibrugtagne boliger vil der blive tilført yderligere 392 boliger og op mod 25.000 kvadratmeter erhvervslejemål i Helheden.

Relateret indhold