Historien om Femern-forbindelsen kan nu tilføje endnu et kapitel om udsættelse. Konklusionen hos den nytiltrådte trafikminister Ole Birk Olesen efter et møde mandag i Kiel med delstaten Slesvig-Holstens trafikminister Reinhard Meyer er, at byggestart for forbindelsen over Femern Bælt tidligst bliver i 2020. Hidtil har tidsplanen lydt på byggestart i 2019 – og gerne tidligere. Det skriver Børsen.dk.
Den tyske ministers embedsfolk er i gang med godkendelsesprocessen for byggeriet, og den proces vil trække ud. Nu forventes tidligst grønt lys fra delstatens myndigheder midt i 2018, hvor den tidligere frist hed i foråret 2017, skriver Børsen.
Når ansøgningen fra Femern A/S formelt er godkendt, vil der ifølge Børsens oplysninger gå yderligere to år med en retssag, hvor denne afgørelse bliver prøvet. Først derefter kan entreprenørerne gå i gang.
Betydning for kontrakter
Det forventes derfor, at de kontrakter, der allerede er underskrevet med Femern Link Contractors, hvilket inkluderer danske Aarsleff, er nødt til at blive forlænget. Parterne underskrev i maj i år betingede kontrakter på tre af de fire store tunnelkontrakter på Femern-forbindelsen. Alle kontrakter er betinget af, at selve anlægsarbejdet først begynder, når der foreligger en tysk byggetilladelse. Kontrakterne løber frem til udgangen af 2019 med mulighed for genforhandling på det tidspunkt.
Trafikministeren i Slesvig-Holsten, Reinhard Meyer, begrunder til Børsen blandt andet forsinkelsen med, at klagestrømmen i 2. høringsrunde som endnu ikke er afsluttet, har været overvældende stor, idet 12.600 klager skal behandles.