Byggeri i gang ved Agro Food Park

Første spadestik er nu taget til Aarhus Universitets 9.000 kvadratmeter store byggeri ved Agro Food Park i Aarhus.
Aarhus Universitet flytter ind i Agro Food Park. Pressefoto.
Aarhus Universitet flytter ind i Agro Food Park. Pressefoto.

Tirsdag blev første spadestik til det nye universitetsbyggeri ved Agro Food Park taget.

Der bliver i stigende grad efterspørgsel efter løsninger på en mere ressourceeffektiv og grøn fødevareproduktion. Det er en af kongstankerne bag den danske fødevareklynge i Skejby, hvor omkring 80 virksomheder tegner en klar profil inden for fødevareinnovation og med umiddelbart naboskab til et af landets nye supersygehuse i Skejby, kan hele værdikæden fra spire over næringsindhold til opvask granskes nøje af forskere og industri i tæt samarbejde.

Hele værdikæden

– Aarhus Universitet har en unik position i Danmark, når det kommer til at følge hele værdikæden i fødevareproduktionen med vores solide kartotek over ældre plantesorter, og dybe forståelse for at skabe innovative løsninger med partnere. Når vi flytter ind i de nye bygninger med 140 medarbejdere og studerende, vil det give en helt fantastisk infrastruktur for dansk forsknings evne til at skabe nære og frugtbare samarbejder med sundhedsvæsen og industri, siger institutleder Michelle Williams, Institut for Fødevarer;

– Instituttet bliver en del af økosystemet i Agro Food Park, og vil kunne bidrage med relevante eksperimenter til en bred palet af problemstillinger i hele værdikæden for dansk fødevareindustri. Det vil være få steder i Europa, der kan skabe den samme synergi mellem faglighed og industri.

Kortere vej

Anne-Marie Hansen, direktør i Agro Food Park, glæder sig også over at Aarhus Universitet nu bliver en del af Agro Food Park.

– Det betyder en endnu kortere vej mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner og kan være med til at sikre, at der bliver uddannet unge med netop de kvalifikationer som der er brug for ude i virksomhederne, siger Anne-Marie Hansen.

Allerede nu samarbejder virksomhederne i Agro Food Park med uddannelsesinstitutionerne. En ny beboerundersøgelse viser, at 65 procent af virksomhederne i Agro Food Park i løbet af 2017 har samarbejdet med en eller flere forsknings- eller uddannelsesinstitutioner. Anne-Marie Hansen håber, at det tal bliver endnu højere når de studerende fysisk rykker tættere på.

Relateret indhold