Bygger 300 boliger til alle livets faser i Høje-Taastrups nye bydel

På den gamle rådhusgrund opfører Ikano Boliger etageboliger, rækkehuse og 'generationshuse' - med fokus på fællesskab og på tværs af generationerne.
Social- og klimamæssig bæredygtighed er i fokus i boligområdet, der byder på smart tænkte boliger i god kvalitet og i trygge nabofællesskaber. Ill.: Adept.
Social- og klimamæssig bæredygtighed er i fokus i boligområdet, der byder på smart tænkte boliger i god kvalitet og i trygge nabofællesskaber. Ill.: Adept.

Høje-Taastrup Byråd har netop besluttet, at Ikano Bolig skal stå bag de næsten 300 nye boliger, der kommer til at udgøre ca. 30.000 m2 på den 100.000 m2 store grund.

Boliger vil blive fordelt på etageboliger i 2-4 plan samt 1- og 2-plans rækkehuse, og som noget nyt vil Ikano Bolig bygge en række ‘generationshuse’, hvor to generationer i en familie eller to familier kan flytte ind i et 2-planshus, og således kun er adskilt af en etage.

– Det er en stigende tendens, at flere generationer gerne vil bo sammen og hjælpe hinanden, der hvor de kan i det daglige. Nu introducerer vi en række huse, som er designet til, at flere kan bo sammen og få glæde af hinanden, fortæller René Brandt og tilføjer:

– At kunne etablere et boligområde helt fra bunden med de rigtige rammer for mennesker i alle livets faser er det, vi brænder for, og vi ser frem til at komme i gang, siger René Brandt, som er administrerende direktør for Ikano Bolig.

Materialer fra gammelt rådhus bruges i opbygningen

Ikano Bolig og Høje-Taastrup Kommune fortæller om en særdeles god dialog, der blandt andet har udmøntet sig i en aftale om, at materialer fra det gamle rådhus skal bruges i opbygningen af det bydelshus, som Ikano Bolig etablerer for at skabe de rette rammer for godt naboskab i den nye bydel.

Derudover vil der blive etableret et større parklignende fællesareal og en sø med fokus på biodiversitet.

– Det er helt naturligt at kigge på, hvilke materialer der kan genbruges, når vi skal skabe Nærværshuset, som skal være med til at skabe social bæredygtighed i det nye boligområde. I det hele taget vil vi gerne med dette boligbyggeri skabe nogle venlige og imødekommende rammer med plads til det hyggelige og det skæve med inspiration fra den gamle landsbys krumme gader og organiske byggeri, siger René Brandt.

Rydning af området samt byggemodning forventes i gå i gang i slutningen af 2022 på den nordlige del af grunden, som Ikano Bolig overtager i juli måned. Overtagelsen af det sydlige område, hvor rådhuset ligger, forventes at ske omkring januar 2023.

De første beboere forventes at flytte ind i slutningen af 2024, og at hele bydelen vil stå færdig i løbet af 2026.

Relateret indhold