Byggeproces med stort brugerinput

Når den rå, industrielle arv i Aalborg skal kombineres med moderne parkour, street basket og street food, ligger der masser af brugerinput bag byggeprogrammet.
Et team bestående af Pallisgaard, JAJA og MOE skal transformere den gamle betonhal i Aalborg til et center for gadeidræt og streetkultur. Illustration: JAJA Arkitekter.
Et team bestående af Pallisgaard, JAJA og MOE skal transformere den gamle betonhal i Aalborg til et center for gadeidræt og streetkultur. Illustration: JAJA Arkitekter.

Det bliver et totalentrepriseteam ledet af Pallisgaard med JAJA som arkitekter og MOE som ingeniører, der skal transformere den gamle betonhal på Eternitten i Aalborg til et center for gadeidræt og streetkultur. Frem mod kåringen af vinderforslaget har der været et tæt samarbejde mellem Aalborg Kommune, GAME – som skal drive Streetmekka – og det lokale streetmiljø. Blandt andet har ideworkshop og brugerforum været med til at give input til byggeprogrammet, og frem mod åbningen vil inddragelsen af brugerne fortsætte.

– Der bliver nu skabt nogle fantastiske faciliteter, som taler til mange forskellige brugere, der kan se frem til muligheden for at opleve et fællesskab, hvor de samtidig får rørt sig. Det bliver spændende at se, hvordan de lokale børn og unge fylder de rammer ud, som bygningerne giver. Vi ved fra etableringen af GAME Streetmekka i Esbjerg, at det er vigtigt at inddrage børn og unge i hele processen for at sikre ejerskab til stedet, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden, der har været med til at finansiere projektet.

Skiftende udtryk

Vinderprojektet blev blandt andet valgt for at have indarbejdet mulighed for at give facaden skiftende udtryk.

– Det var tre rigtigt flotte projekter, vi havde til vurdering, men det, vi nu har valgt, udmærkede sig særligt på nogle parametre. Det er et meget gennemarbejdet projekt, som imødekommer alle vore forventninger plus lidt mere. Vi får plads til rigtigt mange idrætsaktiviteter, samtidigt med at der er gjort plads til masser af kulturaktiviteter med flere kreative værksteder. Personligt er jeg glad for den ydre detalje, hvor facaden bliver en evigt forandrende platform, hvorved bygningen nærmest kan skifte udtryk, sammen med de kunstneriske udfoldelser, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.

Få indgreb

Forslaget fra vinderteamet bevarer en del af de eksisterende strukturer og facader med få indgreb og tilføjelser, som giver nye anvendelsesmuligheder og et signal om streetkulturens indtog i de gamle haller.

– Aalborg Streetmekka er et fantastisk eksempel på, hvordan den gamle industri kan få nyt liv og blive samlingssted for alle byens børn og unge. Projektet skaber de optimale rammer for, at streetkulturen kan udfolde sig inde som ude – om det så er dans, klatring, boldspil eller graffiti. Dermed rummer Streetmekka også et potentiale for at skabe trygge og fede rammer for de unge, som ikke trives i de traditionelle foreninger. Vi er derfor stolte over at bidrage til dette projekt, som vi glæder os til at følge, siger projektleder i Realdania, Gustav Z. Brade.

Lav tærskel

Den indvendige disponering med forskellige aktivitetszoner skal sænke tærsklen til idræt, idet mange typer brugere kan benytte huset samtidig – også brugere med særlige behov, som ikke er allerede er idrætsaktive, og som har brug for at kunne benytte mindre, afskærmede områder.

Vinderforslaget bevarer en del af betonvæggene mellem hallen og laboratoriebygningen, som danner “lærreder” for streetart. Tillige er den eksisterende kran tænkt tilgængelig fra førstesalen via altannicher, så der skabes en let adgang til et attraktivt lounge-område med udsigt over byen. Kranen kan også bruges som rumdeler og ophæng.

GAME streetmekka findes nu i København og Esbjerg, og samtidig med Aalborg åbner GAME Streetmekka også i Viborg i 2018.

Realiseringen af GAME Streetmekka Aalborg koster godt 24 millioner kroner og er et samarbejde mellem Realdania, TrygFonden, Nordea-fonden, Lokale og Anlægsfonden, Det Obelske Familiefond, gadeidrætsorganisationen GAME og Aalborg Kommune.

Illustration: JAJA Arkitekter.
Illustration: JAJA Arkitekter.
Illustration: JAJA Arkitekter.
Illustration: JAJA Arkitekter.

Relateret indhold