By & Havn: 40 pct. almene boliger opføres på Svanemølleholm

By & Havns bestyrelse har besluttet, at der skal arbejdes på at etablere 40 % almene boliger på Svanemølleholm i den kommende udvidelse af Nordhavn. Et syvmileskridt for København, siger overborgmesteren.
Ill.: By & Havn.
Ill.: By & Havn.

Det er blevet muligt efter, at Københavns Kommune og regeringen tidligere på året indgik en ny boligaftale, som giver mulighed for at arbejde for 40 % alment boligbyggeri.

Overborgmester Sophie Hæstorp glæder sig over, at den historiske boligaftale nu giver mulighed for, at flere københavnere kan finde en bolig i hovedstaden.

– Det var hele formålet med den boligaftale, som vi i Københavns Kommune indgik med regeringen før sommer. Det er et syvmileskridt frem for København, for byens udvikling og boligpolitik. Opførelsen af 40 % almene boliger betyder, at Nordhavn ikke kun bliver for dem med den store pengepung, men at flere familier med en helt almindelig indkomst kan blive boende i byen. Det vil få betydning for, hvordan hele byen kommer til at udvikle sig i en mere lige retning i mange år frem, siger hun.

Stor efterspørgsel fra københavnerne

I By & Havn er man vant til at prioritere byggeriet af almene boliger i København, og i Ørestad er der omkring 20 % almene boliger, mens der i Nordhavn er 11 %.

Siden 2001 er 40 % af alle almene boliger i København blevet bygget på By & Havns arealer. Med godkendelsen fra bestyrelsen kan man med den næste store lokalplan i Nordhavn udvide ambitionerne for almene boliger.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, glæder sig over beslutningen og ser frem til at politikerne vedtager en lokalplan for området, som gør det muligt.

– Blandede bykvarterer er bæredygtige bykvarterer. Vi kan mærke, at der er stor efterspørgsel fra københavnerne. Derfor glæder vi os til at komme i gang med visionerne for Svanemølleholm, siger hun.

Relateret indhold