Britisk storinvestor køber 30.000 m2 grund til byudvikling i Storkøbenhavn

Barings, en af verdens største ejendomsinvestorer, har købt et boligudviklingsprojekt, som blandt andet omfatter 380 boliger. Projektet er del af det største byomdannelsesprojekt uden for København.
Smedeland 28 kommer til at omfatte 380 boliger, ni butikslejemål, 270 parkeringspladser og et supermarked. Visualisering: Jensen & Nielsen Gruppen A/S.

En af verdens største ejendomsinvestorer, britiske Barings, har købt et boligudviklingsprojekt i Storkøbenhavn på 380 boliger med et samlet areal på 30.000 m2.

Der er tale om projektet Smedeland 28, som ligger i Glostrup og omfatter 380 boliger, ni butikslejemål, 270 parkeringspladser og et supermarked.

Barings har købt projektet af udviklings-og byggekoncernen Jensen & Nielsen, der fortsætter som udviklingspartner.

Læs også

Top10: Største byggerier i Region H lige nu

Projektet ligger i området omfattet af helhedsplanen for Hersted Industriområde, som er det største byomdannelsesprojekt uden for København.

Byomdannelsesprojektet skal frem mod 2045 skabe 12.000 nye boliger og rumme op til 24.000 indbyggere. Ved siden af Smedeland 28 åbner snart letbanestationen Glostrup Nord.

– Denne transaktion bekræfter vores tillid til styrken i det danske boligmarked, siger Andreas Norberg, der er direktør og landechef for Barings i Norden, og fortsætter:

– Smedeland 28 ligger i Storkøbenhavns mest dynamiske byudviklingsområde med fremragende infrastruktur, stærke ESG-egenskaber og solid lokal efterspørgsel – alt sammen faktorer, der gør projektet til en attraktiv tilføjelse til vores europæiske boligportefølje.

Anden investering i år

Købet er Barings’ anden ejendomsinvestering i Danmark, efter virksomheden trådte ind på markedet i april i år.

Læs også

”En af de vigtigste byomdannelser i Odense de næste 20 år”

Dengang gik Barings sammen med svenske Catella om et projekt om at etablere 269 nye lejligheder i Herlev.

Projektet med Smedeland 28 gennemføres i fire etaper med forventet færdiggørelse fra slutningen af 2027 til midten af 2028.

Relateret indhold