Boliger og hotel skal puste liv i sydsjællandsk bymidte

Et samarbejde mellem Næstved Kommune og Ejendomsselskabet Rådmandshaven giver mulighed for at opføre boliger, hotel og parkeringshus fordelt på ca. 16.000 m2 centralt i Næstved.
Nickolai Hamann, Nicolai Hartmann, Carsten Rasmussen, Jette Leth Buhl og Kenneth Sørensen står på en græsplane, under en paraply, og smiler.
Onsdag mødtes medlemmer af Økonomiudvalget og investor Nicolai Hartmann for at se på det område, der netop er underskrevet udviklingsaftale på. Fra venstre er det byrådsmedlem Nickolai Hamann (DF), investor Nicolai Hartmann, borgmester Carsten Rasmussen (A), byrådsmedlem Jette Leth Buhl (SF) og byrådsmedlem Kenneth Sørensen (V). Foto: Næstved Kommune.

I 2016 vedtog Næstved Byråd en bymidtestrategi, som muliggjorde opførelse af boliger og hotel i Rådmandshaven. Nu har Næstved Kommune og Ejendomsselskabet Rådmandshaven, der har rødder i virksomheden Hartmann, indgået en udviklingsaftale om hotel og boliger i Rådmandshaven i Næstved by.

Med aftalen endeligt i hus påbegyndes arbejdet med projektering af et skitseprojekt, der giver mulighed for at opføre bolig i op til 6 etager, hotel på op til 12 etager samt et parkeringshus fordelt på ca. 16.000 m2, hvor der i dag er parkeringsplads.

Hvis Hartmann bliver køber af grunden og dermed også bygherre på udviklingsprojektet, er der allerede indgået aftale med en hoteloperatør, som offentliggøres snarest.

Luftfoto af den parkeringsplads der skal udvikles.
Med projektet opføres hotel, boliger og parkeringshus i Rådmandshaven. Foto: Næstved Kommune.

Borgmester Carsten Rasmussen ser frem til den positive indvirkning de kommende fremtidsplaner i Rådmandshaven vil få for byen:

– Flere boliger giver flere borgere, et nyt hotel giver flere turister. I fremtiden kommer der mere liv i bymidten, og endnu flere kan overnatte efter en fed aften i byen.

Læs også

Nordic Waste: Nu fjernes de sidste skurvogne – nyt udbud til januar

Flere byggeprojekter er under opsejling i byen, og Carsten Rasmussen glæder sig over den stigende interesse.

– Der er godt gang i Næstved, og projektet i Rådmandshaven er bevis på, at nationale investorer finder interesse for vores by. Vi har haft et godt samarbejde med Hartmann om sagen. Nu ser jeg med stor forventning frem til deres videre arbejde, siger han.

Investerer i byens udvikling

Familievirksomheden Hartmann har over en længere periode investeret i byens udvikling. Bl.a. har de opført Sct. Jørgens Park i Næstved, som de netop har renoveret for et stort millionbeløb:

– Vi har gennem mange år investeret i Næstved, og byens fremdrift betyder, at vi med ro i maven har valgt at indgå denne udviklingsaftale. Nu ser vi frem til at udvikle videre på idéer for området, siger direktør Nicolai Hartmann.

Relateret indhold