Over de næste 10 år vil der komme 100.000 flere danskere på 80 år og over, og derfor har PFA afsat 2,5 mia. kroner til at bygge 10 friplejehjem rundt om i landet.
To af dem er allerede i drift i Gilleleje og i Slagelse, og nu kommer et tredje friplejehjem til i Aarhus-forstaden Viby J på en stor grund, hvor mediehuset Jyllands-Posten indtil for få år siden holdt til.
– Vi ser det som en vigtig del af vores samfundsansvar at investere i boligformer, der både giver et godt afkast til vores 1,3 mio. kunder og samtidig imødekommer det stigende behov for plejehjemspladser. Danmark står overfor en demografisk ændring med flere ældre, og vi ønsker at være med til at sikre, at der er tilstrækkelige og passende boliger til dem, siger chef for PFA Ejendomme, Peter Morgan.

Potentialet for plejehjem er stort: Nrep går ind i svensk milliardforetagende
Friplejehjemmet og seniorboligerne realiseres i et samarbejde mellem PFA, Nordstern og OK-Fonden, som skal stå for driften af friplejehjemmet.
Nordstern varetager både projektudvikling og totalentreprise, mens Arkitema er arkitekt, og Ingeniør’ne er ingeniør.
Tryghed og fællesskab
I Viby J opføres byggeriet som en del af et større byomdannelsesområde, hvor boliger, daginstitution, erhverv og fælles byrum tilsammen skal danne grundlag for en levende og mangfoldig bydel:
– Vi vil gerne være med til at skabe rammer, hvor ældre – både med og uden plejebehov – kan føle sig trygge og have mulighed for at indgå i et fællesskab. Med både friplejehjem og seniorboliger side om side får vi et byggeri, der rummer forskellige behov og samtidig bidrager til visionen om en by, hvor mennesker i forskellige livssituationer lever og trives sammen, siger Peter Morgan.

Udviklingsaftale: Friplejehjem med 120 boliger kan stå klar om tre år
Projektet omfatter ca. 10.900 m2 og rummer både 75 boliger i friplejehjemmet og 58 seniorboliger.
Byggeriet forventes at starte i slutningen af 2025 med planlagt indflytning midt i 2027.