Det har taget knapt tre år, men nu står det der: Ballerup nye vartegn; det 15 etager høje og 20.000 kvm højhus World Trade Center Ballerup, der er opført i forbindelse med det eksisterende flerbrugerdomicil på Borupvang.
De første virksomheder er allerede i fuld gang med at finde sig til rette i de nyindrettede lejemål. Her er der højt til loftet, synlige installationer, rå betonvægge og gulv til loft-vinduer.
Totalentreprenør er NRE Group, der også er bygherre sammen med ejendomsselskabet Kongeengen. Adm. direktør i NRE Group, Jacob E. Olesen, sagde i forbindelse med indvielsen:
– Da vi startede dette projekt, var der mange, der tvivlede på, om det nogensinde ville blive til virkelighed – men vi modbeviste dem. At få et projekt som dette gennemført kræver engagement og opbakning fra mange mennesker og samarbejdspartnere. Derfor vil jeg gerne takke alle, der har bidraget til denne rejse. Vi er meget stolte af ikke kun at have opført et højhus, men også at have skabt et pejlemærke, et vartegn og internationalt samlingspunkt for erhvervslivet i Ballerup.
Oplever stor interesse
Højhusets mange kvadratmeter rummer mellemstore og store lejemål, mødefaciliteter, en fælles tagterrasse, VIP Business Club-faciliteter samt 30 servicerede lejligheder til f.eks. udstationerede medarbejdere. Disse breder sig alene over fire etager.
Adm. direktør Ib Henrik Rønje fra Kongeegen siger:
– Vi oplever fortsat en meget stor interesse for at blive en del af WTC Ballerup. Og med over halvdelen af højhuset udlejet, bekræftes vi endnu engang i vores koncept, der gør os til mere end bare et kontorhus: personlig kontakt, god service og en indbydende atmosfære, der gør det muligt for både virksomheder og medarbejdere at trives og vokse.
Ud over højhuset, der er miljøcertificeret med DGNB Sølv, er der opført et parkeringshus i 5 etager med 430 p-pladser.
I forbindelse med indvielsen af højhuset markeredes også et direktørskifte. Direktør Benedicte Rønje takkede af efter ni år. Direktørjobbet overtages af Henriette Bjerg Persson.