Amtssygehus-areal i Aarhus sat til salg

I 2015 købte Aarhus Kommune det gamle amtssygehus af regionen, og nu er en vigtig milepæl i planen om byudvikling sat i gang ved offentliggørelsen af det første udbud på det tidligere sygehus.
Amtssygehusets store område skal omdannes til en ny og moderne bydel i Aarhus. Foto: AUH.
Amtssygehusets store område skal omdannes til en ny og moderne bydel i Aarhus. Foto: AUH.

På Amtssygehuset har Teknik og Miljø netop offentliggjort det første udbud, som indeholder et byggefelt med plads til boliger og dagligvarebutik på hjørnet af Viborgvej og Tage-Hansens Gade samt den gamle hospitalskiosk, der ligger på venstre hånd, når man kommer ind gennem portbygningen.

Begge bygninger skal sammen med portbygningen udgøre rammerne om en ny kvartersplads.

– Jeg har høje forventninger til, at udviklerne vil lægge sig i selen for at leve op til de standarder, der kendetegner området. Jeg forventer, at de lader sig inspirere af de bevaringsværdige hospitalsbygninger og bygger videre på kulturmiljøet for at understrege Amtssygehusets identitet, Siger Steen Stavnsbo, rådmand for Teknik og Miljø.

Familieboliger og kiosk til kultur

På hjørnegrunden kan der lige som i dag bygges i op til seks etager.

Bygningen skal opføres i karréstruktur, og minimum 30 % af boligerne skal være familieegnede. Parkering kommer for både beboere og handlende til at foregå i parkeringskælder under bygningen.

Den gamle kiosk på cirka 45 kvm. skal bevares og udvikles på en måde, så den i fremtiden kan bruges til kultur, erhverv, offentlige formål, detail eller bylivsunderstøttende formål og bidrage til liv og aktiviteter på den nye kvartersplads.

Frem til d. 16. maj 2022 kan interesserede udviklere aflevere deres tilbud.

Relateret indhold