Om Alectia
- Alectia er en af Danmarks førende rådgivningsvirksomheder med over 100 års erfaring på hospitalsområdet. Virksomheden er blandt andet rådgiver på flere af Danmarks største sygehusprojekter, og en del af konsortierne, der bygger Det Nye Universitetshospital i Skejby og Køge Universitetshospital.
De store sygehusprojekter kritiseres for igen og igen at opfinde den dybe tallerken, hvilket ifølge det nyligt viste DR1-program “Spild af dine penge” har kostet skatteyderne fire mia. kroner.
Men hos Alectia, der er rådgiver på flere af de store sygehusprojekter, undrer de sig over kritikken.
Programmet undervurderer fuldstændig kompleksiteten bag de 16 kvalitetsfondsprojekter.
Michael Møller, chefkonsulent, Alectia
“Manglende forståelse”
Til programmet er en gruppe forskere blevet bedt om at regne på, hvor mange penge, der kan spares på at anvende standardløsninger på de 16 store sygehusprojekter, der gennemføres i disse år.
Deres regnestykke viser, at der kan spares fire mia. kroner, svarende til 10 procent af det samlede budget til kvalitetsfondsprojekterne. Men det regnestykke undrer man sig over i Alectia, der har mange års erfaring med sygehusbyggeri og er rådgiver på flere af de igangværende hospitalsprojekter.
Ifølge Michael Møller, der er chefkonsulent hos Alectia og i det daglige arbejder med hospitalsbyggeri hos Alectia, er programmets argumentation “tyndbenet” og dokumenterer en “manglende forståelse” for, hvor komplekst sygehusbyggeri er:
– Programmet undervurderer fuldstændig kompleksiteten bag de 16 kvalitetsfondsprojekter. De nye supersygehuse har forskellige specialer og behov, som kræver, at indretningen er gennemtænkt og tilpasset lokale behov. På nogle sygehuse er man specialiseret i rehabilitering – dét kræver mere fokus på helbredende arkitektur. Andre steder skal der indrettes faciliteter til forskning, undervisning og uddannelse. Nogle steder bygger man nye supersygehuse “udenpå” et eksisterende hospital. Og nogle steder tilskriver lokalplanen, at man må bygge i højden, mens man andre steder må bygge på max. to etager. Planlægning af sygehusbyggeri er meget andet end indretning af enestuer og placering af toiletter – det handler om at skabe de rigtige rammer for arbejdsflows, sammenhængende patientforløb, patientsikkerhed og effektiv logistik omkring varer som linned, mad og medicin, forklarer Michael Møller, der som chefkonsulent hos Alectia selv er involveret i byggerierne.
En sektor i udvikling
Michael Møller underkender ikke, at anvendelsen af standarder er fornuftig.
– Selvfølgelig findes der standarder, og selvfølgelig anvender vi masser af generiske løsninger de steder, hvor det giver mening – f.eks. i forhold til design og valg af tekniske løsninger på sengestuer. Men forskningen og behandlingsmetoderne udvikler sig lynhurtigt, og den udvikling skal vi følge. Netop derfor er der i dag mere end nogensinde før fokus på at skabe fleksibelt og bæredygtigt sygehusbyggeri, så de sygehusprojekter, der designes i dag, også opfylder behandlingsbehovene om 20-40 år, siger han.
Michael Møller studser over, hvordan man i DR-programmet har regnet sig frem til en besparelse på cirka fire mia. kroner. Han mener, det er uklart, hvor de 10 procent besparelser skal hentes, og synes programmet overser en vigtig pointe:
– I Danmark bruger vi over kr. 100 mia. kroner om året på drift af sundhedsvæsenet, og derfor ville det være direkte uklogt ikke at investere i at skabe de rette bygningsmæssige rammer fra start – således at projekterne matcher behovene og understøtter en god driftsøkonomi i forhold til bl.a. logistikløsninger og smidige arbejdsgange. Spildtid skal mindskes, og der er høje krav til effektivitetsgevinster – derfor skal bygningerne og rammerne for behandlingen være super gennemtænkte og tilpasset de unikke behov. Er sygehusene ikke gennemtænkt fra start, er der for alvor basis for at spilde skatteydernes penge, slutter Michael Møller.