Akut behov for studieboliger

Tusindvis af nye studerende kan forberede sig på alenlange akutventelister, skyhøje huslejer eller tilværelsen som sofasover, advarer Dansk Byggeri.
Figuren viser antallet af optagne på videregående uddannelser.
Figuren viser antallet af optagne på videregående uddannelser.

Antallet af optagne studerende på de videregående uddannelser har været støt stigende gennem de seneste år. Det lægger stort pres på boligmarkedet i de store universitetsbyer, hvor den generelle tilstrømning i forvejen er stor, og efterspørgslen på billige boliger alarmerende.

Nye beregninger fra Dansk Byggeri viser, at studieoptaget i år alene skaber en efterspørgsel på godt 20.000 boliger.

Regeringen har en ambitiøs målsætning om mere og bedre uddannelse for at sikre Danmark velstand og velfærd i fremtiden. Men det nytter jo ikke noget, hvis de studerende ikke kan få tag over hovedet.

Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri

– Der er langt fra boliger nok i de store universitetsbyer til de mange nye studerende, der skal i gang med at finde sig en bolig efter sommerferien. Regeringen har en ambitiøs målsætning om mere og bedre uddannelse for at sikre Danmark velstand og velfærd i fremtiden. Men det nytter jo ikke noget, hvis de studerende ikke kan få tag over hovedet, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen.

Eksisterende pukkel

Det er ikke alle unge, der behøver at flytte for at studere, og mange unge vælger ofte at bo flere sammen.

– Men situationen skaber alligevel et stort pres på de billigste boliger i byerne, for de fleste studerende har simpelthen ikke råd til andet. Situationen gør det ekstremt svært for nye studerende at komme i nærheden af en bolig, der er til at betale, siger Maria Schougaard Berntsen.

Det er ikke kun her og nu, at boligsituationen for de studerende er problematisk. Den markante efterspørgsel lægger sig oven på en allerede eksisterende pukkel af studerende, der i forvejen har svært ved at finde tag over hovedet. Ifølge Dansk Byggeris beregninger er der samlet set behov for 120.000 flere boliger frem mod 2020 på grund af øget tilflytning til byerne, øget befolkningstilvækst og flere ældre. Hertil kommer den almindelige nedslidning af de nuværende bygninger, der også kræver nybyggeri.

– De store byer som Århus og København gør allerede en del, men ser man på behovet, bygges der desværre ikke nok. Man er nødt til at forholde sig mere realistisk til, hvilke tendenser og sociale strømninger, der vil gøre sig gældende i fremtiden, så det reelle behov kan dækkes, siger Maria Schougaard Berntsen.

Gør man det, vil det ifølge Dansk Byggeri medvirke til at få brudt den negative spiral, der lige nu presser et stadig stigende antal studerende over i dårligere boliger samtidig med, at priserne stiger.

- Der er langt fra boliger nok i de store universitetsbyer til de mange nye studerende, der skal i gang med at finde sig en bolig efter sommerferien, siger Maria Schougaard, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
– Der er langt fra boliger nok i de store universitetsbyer til de mange nye studerende, der skal i gang med at finde sig en bolig efter sommerferien, siger Maria Schougaard, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Relateret indhold