Hvert år bliver der indrapporteret en lang række arbejdsulykker på de danske byggepladser. Ulykker som enten er opstået af tilfældigheder, manglende omtanke eller bevidst tilsidesættelse af sikkerhedsreglementet.
– Hos Ajos er et højt sikkerhedsniveau altid en prioritet. Ikke mindst blandt firmaets skurfolk, der blandt andet arbejder med opsætning og nedtagning af skurbyer på byggepladser. De arbejder dagligt i højden, hvilket øger risikoen for ulykker betragteligt. Derfor er Ajos’ APV et vigtigt redskab for korrekt udførelse af arbejdet, og den bliver løbende opdateret, siger Johnny Bak Pedersen, sektionsleder for skure i Ajos.
Ajos vil gerne sende et klart signal til kunder og samarbejdspartnere om, at deres ydelser frembringes under ordnede arbejdsmiljøforhold.
– Et stigende antal af vores kunder efterspørger vores APV. Flere af dem forlanger vores APV fremsendt, inden arbejdet påbegyndes, så de kan gennemgå den. Det gør vi meget gerne, for så kan de se, hvilke spilleregler vi arbejder efter. Vi har fokuseret på sikkerheden i mange år. Men det er nyt, at kunderne efterspørger øget sikkerhed i det omfang, vi oplever nu. Det er selvfølgelig dejligt, siger Johnny Bak Pedersen i en pressemeddelelse.