På Carlsbergvej i det centrale Hillerød er en stor projektejendom undervejs, som efter planen er klar til indflytning i efteråret 2020.
Det er AG Gruppen, der er udvikler og entreprenør på byggeriet, som de netop har solgt til Koncenton. Sammen står de to virksomheder også bag et boligprojekt i Høje Taastrup og udvider nu altså samarbejdet til Hillerød.
Projektejendommen er tegnet af Årstidernes Arkitekter og kommer til at bestå af 113 lejligheder. Med et hastigt voksende indbyggertal er Hillerød Kommune i rivende vækst, og kommunens cirka 51.000 indbyggere forventes at stige med hele 17 procent i perioden 2018-2028.
– Behovet for boliger stiger ikke kun i København og Aarhus, og det er derfor et naturligt skridt for Koncenton at udvide vores fokusområde til nogle af Danmarks hurtigst voksende byer. Hillerød er en by, hvor der sker en masse spændende ting lige nu, med flere store arbejdspladser i vækst og stor tilstrømning af indbyggere. Det er bestemt en by, vi ser et stort potentiale i, siger investeringsdirektør i Koncenton Oliver Peters.
Byggeriet af boligprojektet på Carlsbergvej forventes at blive igangsat efter sommerferien. Den 8.000 kvadratmeter store ejendom består af tre sammenhængende længer omkring et stort, fælles gårdrum.
Højden på bygningen varierer mellem fire og fem etager, lavest mod vest og højest mod øst, så flest boliger får glæde af udsigten og skyggegenerne minimeres. Den varierende bygningshøjde udnyttes desuden til at anlægge en stor, fælles tagterrasse.